På det tidligere færgeopmarchområde blev der dog ikke fundet forurening. Denne forurening stammer primært fra tidligere erhvervsaktiviteter på havnen, og det er blevet vurderet, at der generelt kan forventes jordforurening på området.

Selvom forureningen ikke umiddelbart hindrer fremtidige miljøsensitive anvendelser, er det nødvendigt at tage hensyn til den i den videre planlægning og projektudvikling.

Havnen og værftsgrunden

Dragør Havn er hjertet af Dragør, et sted elsket af både lokale borgere og besøgende. Den gamle havn rummer en særlig maritim atmosfære, men det har været genstand for gentagne debatter om dens udvikling. Tidligere kommunalbestyrelser har ofte løst havnens udfordringer som separate sager uden en sammenhængende plan for infrastruktur, moler, havnefunktioner og byggeri.

Selvom der tidligere blev forsøgt en helhedsplan, blev forslaget om en omfattende kulturø og svømmehal på vandet ikke accepteret. Kommuneplanen mangler tilstrækkelig detaljering for effektiv styring af havnen. Der findes heller ikke en samlet lokalplan for hele havnen, og området er opdelt i isolerede lokalplanområder, hvoraf Lokalplan 70 dækker havnens sydlige erhvervsområde, inklusive værftsgrunden.

Værftsgrunden

Værftsgrunden med det gamle bådeværft er af stor kulturel og historisk værdi og betragtes som en af kommunens mest dyrebare ressourcer. Denne grund, som tidligere bådeværft ligger centralt og indeholder værdifuld kulturarv.

Efter beslutningen om at sende værftsgrunden i udbud, skal vinderen udarbejde en projektlokalplan, der tilpasses det valgte projekt. Dette sker formentlig for at øge kommunens indtægter, og der forventes allerede behov for at give dispensation fra den eksisterende lokalplan med hensyn til bygningshøjde og udformning.

Spørgsmålet er, om en projektlokalplan vil sikre høj kvalitet og hensyntagen til miljøet.

Kulturarv

Det unikke ved Dragør gamle havn er, at næsten alle de gamle maritime bygninger er fredet. Dette omfatter de murstenbygninger og træbygninger, der udgør et karakteristisk havnemiljø. Det gamle bådeværft bør også betragtes som kulturarv, der afspejler byens maritime historie.

Skurbyen er et levende vidnesbyrd om Dragørs maritime fortid. Det er afgørende, at enhver udbudsproces for værftsgrunden kræver hensyntagen til disse særlige kvaliteter og træk i havnemiljøet.

Genbrug

I en tid, hvor der er øget fokus på CO2-udslip og genbrug af ressourcer, bør Dragør gamle havn bevare og genbruge så meget som muligt af sin bevaringsværdige bygningsmasse. Det ældste del af bådeværftet fra 1912 er en markant bygning med rustikke trækonstruktioner. Det bør undersøges, om denne bygning kan genbruges til formål, der gavner byen og dens borgere.

Den nyere del af bådeværftet fra 1960’erne, opført i gasbeton, bør dog nedrives. Dette område kan blive en åben kile, der forbinder eksisterende områder og bidrager til havnens karakter.

Udbudsbetingelser

Efter beslutningen om udbud skal specifikke betingelser formuleres i en udbudsmateriale. Det er vigtigt, at disse betingelser indeholder klare mål for projektet:

1. Sikring af overholdelse af lokalplanens formål og karakter.
2. Mulighed for bevaring og genbrug af den gamle værftshal.
3. Krav til arkitektoniske detaljer, der passer ind i det eksisterende miljø.
4. Skabelse af en åben kile og bevarelse af grønne områder uden for skurbyen.

Kommunen har mulighed for at styre kvaliteten gennem udlejningsvilkår og lokalplan. Høj kvalitet og hensyntagen til havnemiljøet kan have større langsigtede økonomiske fordele for Dragør end kortsigtede lejeindtægter.

Konklusion

For Dragør mener mange at det er afgørende, at udbudsprocessen sikrer:

• Overholdelse af lokalplanens formål og karakter.
• Mulighed for bevaring og genbrug af den gamle værftshal.
• Klare krav til arkitektonisk udformning, der passer ind i det eksisterende miljø.
• Skabelse af en åben kile og bevarelse af grønne områder uden for skurbyen.

Det er nødvendigt at afveje alle interesser i udviklingen af havneområdet og bevare dets mangfoldighed og karakter. Dragør gamle havn har en særlig placering i byens historie, og det er vigtigt at sikre dens bevarelse og udvikling i overensstemmelse med dens unikke karakter og kulturelle arv.

Hvad er din holdning? Bør kommunen fjerne den forurenede jord eller skal lejer stå for ansvaret?

Det drejer sig om et område på cirka 45 m2 i matriklens sydvestlige hjørne, som overdrages fra Lodsen til Dragør Havn. Som kompensation modtager Lodsen et tilsvarende areal i den nordvestlige del i den modsatte ende.

Dragør Kommune vil stå for omkostningerne i forbindelse med ændringerne på matriklen.

Plantegning for den nuværende matrikel

Plantegning for den nye matrikel

Sagen blev drøftet i Dragør Kommunes Kommunalbestyrelse i går, torsdag den 25., og er tidligere blevet behandlet i Klima-, By- og Erhvervsudvalget samt Økonomiudvalget hhv. den 10. januar og den 18. januar.

Det lille røde skur

I stedet inviterede Leif mig med op i skuret med nr. 29, der er hans base, når han er på havnen i Dragør. Skuret er enkelt, men praktisk indrettet med en lænestol, en seng, et køleskab og så det bord, vi sidder ved nu. På væggene hænger billeder, skilte og sågar et maleri af Leifs første båd. – Det jeg som lægmand vil kalde en klassisk fiskekutter, som man kender dem fra de utallige flaskeskibe, der forsøges solgt til tyske turister, i enhver dansk kystby, i sommerhalvåret.

“Vil du ha’ en øl eller vand?” spørger Leif. Jeg svarer lidt ubehjælpeligt, at jeg gerne vil have det samme som ham.

Leif er tredje generation fisker, og fjerde generation, i form af hans nevø, er allerede på havet. Med andre ord er livet som dansk fisker en livsstil og ikke et job for Leif. Han var tretten da han første gang var på arbejde på sin fars kutter, i dag er Leif 73 og stadig i gang. Dog ikke på helt samme måde som tidligere. “Jeg stoppede egentlig for to år siden, men jeg blev sindssyg af at gå derhjemme og lave ingenting, og jeg havde ikke solgt mine fiskekvoter”, fortæller han, da jeg spørger om hans liv som fisker stadig er en fuldtidsbeskæftigelse. 

I stedet kører han fra sit hjem i Hundested kl fire om morgenen, for han kan ikke fordrage myldretidstrafikken, så sover han en ekstra time på sengen i skuret, inden han sætter ud efter dagens fangst. Hvis der er dårligt vejr fisker han ikke, for med pensionen og det han sælger på havnen, fisker han af lyst og ikke af nød.

Et skønt Otium

Da jeg siger at det da lyder som et dejligt otium, kigger han på mig og smiler skævt. “Det er det da, men jeg er også en af de sidste fiskere. Vi er alle sammen over halvfjerds og der kommer ikke rigtig nogen nye til at tage vores plads. Den danske fisker er en død bondemand”.

Da jeg spørger, hvordan det kan være, når nu han selv ser ud til at klare sig godt, tegner svaret sig i fugerne på den aldrende fiskers ansigt. Reglerne som egentlig giver mening i sit udgangspunkt, må jeg forstå, implementeres så de spænder ben for både fiskere og reglerne selv mener han. “Torsken har været væk, og derfor må vi ikke fiske den. Den er kommet godt tilbage og det er dejligt! Men når vi ikke kan fiske den, fisker vi f.eks. fladfisk i stedet, som har det rigtig dejligt i de her år, men de er svære at komme til for vi fanger hurtigt for mange torsk i vores garn når vi hiver dem op fra bunden hvor fladfiskene jo er”.

I det hele taget er reglerne lavet eller implementeret af folk der ikke ved særligt meget om fiskeri, mener Leif.

Vi er væk før naturen

For tiden fisker Leif rejer. Der har været sygdom i dem i nogle år, men nu går det bedre. Da jeg spørger hvorfor rejerne dog blev syge, trækker Leif på skuldrene og siger roligt, på samme måde som når jeg selv skal forklare min 3 årige søn noget, at store bestande får sygdomme. Når der er for mange af dem, bliver de syge, det er naturens måde at regulere bestanden. I det hele taget er Leif ikke så urolig for vores klode. “Jo, vi er da godt i gang med at ødelægge den, men den har en fantastisk evne til at reparere sig selv, lidt ligesom menneskekroppen”. Når nogle fisk forsvinder, kommer der altid nogle nye til, pointerer han. “Vandet er varmere i de her år, og det gør at nogle fisk forsvinder, men f.eks. har den danske hummer kronede dage i det varmere vand og så’n går det frem og tilbage”.

Jeg kan ikke lade være med at spørge om ikke fiskekvoterne er med til at hjælpe på det, så fisk ikke forsvinder fordi de bliver overfisket? “Jo da!” falder svaret prompte. “Vi har da også noget af ansvaret når det er gået dårligt, men problemet er at for at holde øje med mig, og sørge for at jeg ikke får for mange torsk med op når jeg fisker fladfisk, skal jeg kontrolleres i hoved og røv! Det er med til at gøre at der ikke er yngre kræfter der gider tage over efter os. Det havde da været smartere at lade mig være i fred, og bruge kræfterne på at gøre fiskeriet bedre for alle involverede”.

Der kommer ikke nogen nye

“Lad mig da forsvinde med tiden i stedet, det er da meget nemmere” fortsætter Leif og slår ud med armene. Og uddø det er den danske fisker godt i gang med, må jeg forstå. “For nogle år siden var der ikke nogen fisk, så forsvandt fiskerne. Nu er der fisk igen, men der er ikke nogen fiskere”.

Jeg undrer mig lidt og spørger så hvordan det kan være, for mens vi har siddet her, har hans telefon ringet fire gange, alle med forgæves forespørgsler på Leifs friske fangst. “Jamen det går også helt fint for mig, men jeg har også brugt årevis på at bygge min egen kundekreds op. Jeg kom til Dragør for 18 år siden, må du tænke på. Dengang var vi ti fiskere der alle satte ud hver dag, nu er vi tre tilbage, og kun én af os har det som fuldtidsarbejde, og han er også ved at være gammel”.

Så burde der da være plads til nogle flere, prøver jeg. “Jamen priserne på auktionerne er meget lave i de her år. Samtidig er reglerne ikke altid lige smarte, og så koster det alt for meget at komme i gang som ny. Men det kan da være at polakkerne gider komme herop og fiske, når vi er væk. De er mere afhængige af det end jeg er”.

Alting er på samme tid det samme og i forandring

Men alt går op og ned, konkluderer Leif. Ligesom fiskene, så er der altid nogle nye der kan overtage, og det er jo meget godt synes han, for ligesom naturen så løber det hele rundt på ny.

Så til vinter sidder Leif ved spisebordet og “roder med hans udstyr” som han siger, inden han igen næste år sætter ud nok engang. Men den danske fisker er, ifølge Leif, en død bondemand, i det hersker der ingen tvivl.