Mangler du hjælp fra en voksen?
I Danmark er der desværre stadig alt for mange børn og unge, der bor i hjem præget af alkoholmisbrug, fysisk vold og andre negative mønstre. Og Dragør Kommune er ingen undtagelse, desværre.
Lockdown-perioden under Corona-pandemien satte yderligere fokus på dette problem, hvor børn var tvunget til at blive hjemme sammen med deres familier, men med begrænsede muligheder for at deltage i andre sociale relationer.
Hvor slemt er det?
I 2023 viste en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, at omkring 109.000 børn i Danmark vokser op med forældre, der har et moderat eller svært alkoholproblem.
En anden undersøgelse fra Børns Vilkår fra 2022 viser desuden, at 22% af alle børn i 8. klasse har været udsat for fysisk vold i hjemmet, mens 23% har været udsat for psykisk vold i løbet af det seneste år.
Omkring 12% af disse børn havde både været udsat for både fysisk og psykisk vold i deres eget hjem.
Tallene er skræmmende og kan have alvorlige konsekvenser på lang sigt.
Børnene kan opleve angst, adfærdsproblemer, koncentrations- og opmærksomhedsvanskeligheder og have svært ved at opbygge tillidsfulde relationer til andre mennesker, hvilket kan resultere i forringelse af deres livskvalitet og indlæringsmæssige udfordringer i skolen.
Sådan hjælper kommunen dig
Hvis du selv står i en lignende situation, eller hvis du kender nogen, enten fra skolen, fritidsaktiviteter eller andre steder, tilbyder Dragør Kommune gode råd og rådgivning om, hvordan du kan få den bedst mulige hjælp fra en voksen.
Som barn i Danmark har du ret til at bo i et trygt hjem og gå i skole uden at blive udsat for mobning eller forskelsbehandling. Når du kontakter kommunen, er det derfor også lovpligtigt, at en voksen går ind og undersøger din sag og finder ud af, hvordan de bedst muligt kan hjælpe dig i din situation.
På Dragør Kommunes egen hjemmeside under ‘Børn & Unge’ kan du finde ‘Din side’, hvor du kan se, hvordan du får den hjælp, du har krav på.
Hjælpen er for alle der bor i Dragør Kommune og er mellem 10 og 18 år gammel. Her finder du også guides og eksempler på, hvordan processen foregår. Du kan vælge at være anonym, når du kontakter dem, og det kan ske via telefon eller SMS.
Hjemmesiden indeholder også links til andre nationale hjælpelinjer såsom BørneTelefonen, Sexlinjen eller Ventilen, der kan give svar på mere specifikke spørgsmål.
Interview af Nicolaj Bertel Riber
I Dragør Kommune, en by præget af både historisk charme og moderne samfundsmæssige udfordringer, har mange unge brug for en hjælpende hånd. Situationer præget af alkoholmisbrug, vold eller andre udfordringer i hjemmet kan efterlade unge i sårbar position.
For at støtte disse unge har Dragør Kommune sat forskellige initiativer i værk for at sikre, at ingen børn eller unge føler sig alene med deres problemer.
Vi har i den forbindelse, interviewet Nicolaj Bertel Riber, der er viceborgmester og formand for Social-, Sundheds-, og Arbejdsmarkedsudvalget:
- Hvad er dine håb og forventninger til denne side?
Baggrunden for, at vi har oprettet ’Din side’ for børn mellem 10 og 17 år på dragoer.dk, er faktisk barnets lov. Alle kommuner er bedt om at oprette en nem indgang for børn og unge på deres hjemmeside. Det har vi selvfølgelig også.
Budskabet er, at alle børn og unge har ret til hjælp, når de har brug for det. Som formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget er det mit håb, at siden kan give børn og unge, der har det svært et overblik over, hvilke muligheder man faktisk har, både som barn og ung.
Det kan være svært at overskue, når man er ung og tilmed har det svært. Det kan også være svært at sætte ord på. Jeg synes siden er god, og i et meget tillidsvækkende format og sprog rækker hånden ud til læseren. Samtidig er der gode link videre til fx AURA København som er for LGBT+ personer. - Hvad er dit generelle indtryk af behovet for ekstra støtte blandt børn i aldersgruppen i Dragør?
Der er en øget mistrivsel blandt unge, også i Dragør. Det har optaget mig meget i mit politiske arbejde, hvorfor jeg var glad for at det lykkedes at få opbakning til at indføre psykologhjælp til unge.
Ikke at det løser alt, men det er et vigtig initiativ, som kan give klarhed og bidrage til at få løst op for nogle af de følelser man måtte sidde med. Det samme er den her side, som på en god og overskuelig måde kortlægger de mange tilbud, der er og giver relevante kontaktoplysninger. Men rigtig meget sker jo også ude i hverdagen, hvor pædagoger og lærere også kan bruge siden, hvis de sidder med et barn eller en ung, der har det svært.
Den relation er nok den vigtigste. For når man har det svært kan det være lige så svært at dele det, og der slår intet tilliden mellem pædagog/lærer og så den unge. Den er unik. - Hvordan kan man være særligt opmærksom på klassekammerater, der måske har brug for hjælp?
Man kan være en god ven. Række ud og spørge. Og hvis man er bekymret, kan man også tale med en voksen, som så kan række ud til kammeraten.
Og så hellere spørge en gang for meget end en gang for lidt. - Har du noget du gerne selv vil tilføje?
Som sagt er der desværre en stigende mistrivsel blandt unge. Derfor er jeg glad for, at vi i Dragør har prioriteret at alle unge mellem 15-25 har mulighed for gratis psykologhjælp op til fem gange.
Det er vigtigt at sige, at det både er gratis for den unge og anonymt, og det betyder jo at man ikke skal gennem forældre eller læge for at få en samtale. Det kan man også læse mere om på kommunens hjemmeside og på plakater mm.
Det er et vigtigt forebyggende initiativ, så det vil jeg virkelig opfordre til hvis man som ung har det svært eller man har kendskab til en ung som har det svært.
Dragør Kommune står altså klar til at hjælpe unge, der står overfor personlige eller familiemæssige udfordringer. Med et bredt spektrum af tilbud, der spænder fra psykologhjælp til detaljerede online ressourcer, sikrer kommunen, at der er hjælp at hente for enhver, der har brug for det.
Husk, hvis du eller nogen du kender har brug for hjælp, er det vigtigt at række ud – der er altid nogen klar til at støtte og guide dig igennem vanskelighederne. Dragør Kommune bekræfter sit løfte om at sikre et trygt og støttende miljø for alle sine unge borgere.