Tilmelding til årets ringridning og pinsefest
Det bliver endnu engang en fantastisk pinsesøndag den 19. maj, når Dragør Fastelavnsforening afholder deres årlige ringridning og pinsefest. Rytterne vil igen i år kæmpe om at fange de små ringe, mens de rider til hest. Senere på dagen vil grillen blive tændt, og aftenen slutter af med den store pinsefest og grillmiddag.
Ringridningen finder sted kl. 14.00 på Søndre Strandvej ved den gamle cirkusplads, mens pinsefesten begynder kl. 19.00 hos Store Magleby Borgerforening.
Hvis du ønsker at deltage i ringridningen eller pinsefesten, er tilmeldingsfristen senest søndag den 12. maj for begge begivenheder.
Pinsefest
Den årlige pinsefest afholdes i Store Magleby Borgerforening den 19. maj kl. 19.00, hvor der er lagt op til en festlig aften. Den lokale grillmester vil stå for kødet på grillen, der vil være diverse salater, samt en velassorteret bar med gode priser.
Priserne for Pinsefest inklusive spisning er 150 kr. for voksne og 100 kr. for børn (op til 14 år). Så tag gerne familien og vennerne med. For tilmelding, se fotoet nederst.
Ringridning
Det koster 100 kr. at deltage i ringridningen, og det kræver også, at man har betalt kontingent til Fastelavnsforeningen. Betaling kan enten ske kontant ved træning eller via bankoverførsel. Se foto nederst for information om betaling.
Hvis man er førstegangsdeltager, kan man også melde sig ind ved første træning.
Træningstider op til ringridningen foregår på Dragør Fastelavnsforenings baner ved Store Magleby vandværk:
- 9. maj kl. 11.00
- 12. maj kl. 12.00
- 16. maj kl. 18.30