50-års jubilæumsfest på havnen med Dragør Musik- og Kulturskole
Dragør Musik- og Kulturskole fejrer deres 50-års jubilæum på lørdag den 1. juni med en storstilet koncert på havnen i Dragør. Her vil elever i alderen 6 til 23 år optræde med flere musikalske indslag til dagens jubilæums-arrangement.
Skolens historie
Skolen blev grundlagt i 1974 under navnet Dragør-Store Magleby Musiske Forening, samme år som de to kommuner også blev lagt sammen. Oprindeligt fandt undervisningen sted på Store Magleby Skole og blev ledet af musiklæreren Gunnar Wentzel Olsen. Senere flyttede musikskolen til Nordstrandskolen på Hartkornsvej, hvor man ændrede navnet til Musikskolen i Dragør. I 2005 fik skolen sine nuværende lokaler på Kirkevej 9, hvor skoleforvaltningen tidligere havde til huse. I 2008 skiftede skolen navn til Dragør Musik- og Kulturskole.
Skolen har kun haft tre ledere i sin 50-årige historie. Den første var Gunnar Wentzel Olsen fra 1974 til 1986, efterfulgt af Uffe Storm Hansen, der var ansat på skolen i 29 år indtil 2015. Han blev efterfulgt af Jacob Honoré, der også har stillingen i dag. Jacob, der selv har en fortid som operasanger i både Danmark og udlandet, er meget glad for sit arbejde, hvor vi kan forvente at se ham i mange år frem: ”Det er skønt at bringe glæden ved musik og kreativitet videre til de unge”, fortæller Jacob.
Meget mere end musik
Jacob Honoré mener, ud over at tilbyde musikundervisning, at det kreative aspekt er afgørende for fremtidige generationer. Musikskoler spiller en væsentlig rolle i samfundet, da de lærer os at lytte til hinanden. Det er umuligt at spille musik sammen med andre mennesker uden at lytte. ”Der er mange der gerne vil tale og kun vil høre sig selv, men det kan man ikke i musik.”. Evnen til at lytte er ikke kun vigtig i musikken, men også i de sociale relationer, fortæller han.
Musikundervisning lærer også eleverne om vedholdenhed og hårdt arbejde. Jacob Honoré understreger, at vejen til at blive dygtig til at spille musik kræver dedikation og fokus på at overvinde de udfordringer man møder. Det kan tage flere måneder at lære noget bestemt, som kan virke som en helt uoverskueligt udfordring. Men når det endelig lykkes, giver det eleverne en uvurderlig følelse af succes og troen på deres egen evne til at løse komplekse problemer, som de kan bruge videre i livet.
En særlig gruppe af undervisere
Når musik er så vigtigt, er det også nødvendigt at have gode undervisere. Her påpeger Jacob, at Dragør Musik- og Kulturskole netop har en fantastisk gruppe af dygtige undervisere, som består af både unge talentfulde undervisere og erfarne, hvoraf flere har været på skolen i over 20 år. En enkelt underviser, harmonikaunderviseren Jørgen Jansen, har været på skolen siden dens begyndelse i 1976 – to år efter skolens start.
Som noget helt uikt tilbyder skolen også muligheden for at få undervisning i theremin, hvilket ikke tilbydes andre steder i Danmark.
En aktiv del af lokalsamfundet
Skolen er meget aktiv i lokalsamfundet og arrangerer mellem 35 og 45 koncerter årligt, hvilket er højt i forhold til skolens og Dragør Kommunes størrelse. Dette høje aktivitetsniveau skyldes skolens ønske om at være synlig i lokalmiljøet i Dragør. ”Det er vigtigt vi er synlige i lokalsamfundet og vi bidrager til at udbrede musikken og kulturen.”, fortæller Jacob.
Dette understreger den unikke tilgang i Dragør, hvor manglen på traditionelle spillesteder ikke stopper musikskolen i at arrangere koncerter. Tværtimod benytter de forskellige lokationer rundt omkring i kommunen, herunder begge kirker i Dragør, klubben på Elisenborg, Musikskolens egen gård samt endda ladet på en lastbil – og nu tilføjer de havnen til denne liste, hvor jubilæumskoncerten vil finde sted på lørdag.
Kom forbi på lørdag
Der er god grund til at kigge forbi på lørdag, hvor skolens unge musikere giver koncerter fra kl. 12.00 til 14.00 – og vejrudsigten lover endda tørvejr!
”Folk skal møde op fordi Dragør Musik- og Kulturskole er den institutionen i Dragør som tilbyder musik, billedkunst og dramaundervisning på højt plan. På lørdag kan man opleve nogle fantastisk dygtige elever vise hvad de har øvet sig på igennem adskillige år. Folk får en stor musikalsk oplevelse.”, fortæller Jacob.
Programmet:
12:00 – Velkomst ved Kennth Gøtterup
12:05 – La Banda
12:30 – Violinkoncert med 4 sange
12:40 – Solo klaver: Oscar spiller Chopins – Nocturne
12:45 – Solosang
12:50 – Blokfløjter
13:00 – Saxofon
13:05 – Solo klaver: Oscar spiler nummeret Mercy,mercy,mercy
13:10 – Tværfløjte
13:15 – Spirekor
13:25 – Solo klaver: Christine spiller Nuvole Bianche
13:30 – Thursday Night Sessions
14:00 – Tak for i dag!