I Dragør skriver børnene deres egne sange

Hvert år i Dragør får alle kommunens 3. og 5. klasser muligheden for at skrive deres egne sange i samarbejde med Dragør Musik- og Kulturskole, og det har været en stor succes.
Der er masser af gode idéer fra børnene om, hvad deres sang kan handle om. Foto: Dragør Musik- og Kulturskole.
Der er masser af gode idéer fra børnene om, hvad deres sang kan handle om. Foto: Dragør Musik- og Kulturskole.

I Dragør skriver børnene deres egne sange

Hvert år får alle Dragørs elever i 3. og 5. klasse mulighed for at skrive og komponere deres egne sange. Dette sker i samarbejde med to musiklærere fra Dragør Musik- og Kulturskole, hvoraf projektet har resulteret i sjove og kreative hits som “Danser hele natten”, “Teenageand”, “Theis er sød” og “Farvel til SFO”.

Dragør Musik- og Kulturskole har lagt stor vægt på sangen i samarbejdet med kommunens folkeskoler, da et projekt som dette kan bidrage positivt til i mange facetter af undervisningen. Udover at styrke den generelle musikundervisning på skolerne, fremmer musikprojektet fællesskabet i klasserne, hvor en alternativ skoledag som denne også er med til at sætte fokus på børns forskellige evner og bringe disse på banen på nye måder.

Ifølge Jacob Honoré, leder af Dragør Musik- og Kulturskole, er det også vigtigt at huske på, at vi alle sammen har en stemme, og at det er vigtigt også at bruge den: “Det er ikke pinligt at bruge sin stemme – heller ikke at synge. Det kan føles nøgent – men det går over, det gør ikke ondt og det er ikke farligt. Det er pudsigt, at det er blevet til noget uvant for os at synge, når nu det ikke er noget særegent eller få forundt.”

Om projektet

Projektet blev startet for seks år siden af en af musiklærererne på Dragør Musik- og Kulturskole, Kristoffer Rosing-Schow, som sammen med Christine Skou løbende har udviklet på konceptet. I løbet af skoleåret besøger de alle 3. og 5. klasser i Dragør Kommune, hvor de hjælper eleverne med at skrive og komponere deres egne sange. Dagen starter med, at klassen vælger et tema til sangen. Derefter deles eleverne op i grupper, der hver især arbejder med forskellige dele af sangen: tekst, melodi og rap.
I løbet af dagen får eleverne lov til at lege med instrumentering og tekstskrivning, så klassen i fællesskab med musikunderviserne, formår at skrive deres helt egen sang. Når alle dele af sangen er på plads, samles hele klassen igen, hvor sangen skal indspilles. Kristoffer beskriver sangskrivningen, som en sjov og spændende proces, hvor børnene får lov til at bruge deres kreativitet og arbejde sammen om noget, de kan være stolte af.

Kristoffer er ved at mixe den endelige sang, så eleverne kan høre den. Foto: Dragør Musik- og Kulturskole.
Kristoffer er ved at mixe den endelige sang, så eleverne kan høre den. Foto: Dragør Musik- og Kulturskole.

Mere end bare et stykke musik

Ud over at skrive en sang får eleverne også en masse andre oplevelser ud af projektet. Det giver dem en chance for at udfolde sig på nye måder og opdage, at de kan mere, end de troede de kunne. Det styrker også klassens fællesskab, da eleverne skal arbejde sammen om en fælles opgave, hvor de kan se at deres ideer blive til virkelighed, som dagen skrider frem. Den bølge, der begynder at rulle, når eleverne forstår, at de har skabt en sang, som de kan være stolte af, er så voldsom, at den river alle med, fortæller Kristoffer.
Dagen er heller ikke kun for de musikalske elever. Den er i lige så høj grad for at vække en musisk interesse hos en gruppe børn, som under normale omstændigheder ikke ville have været introduceret til det.

Håber projektet spreder sig til resten af Danmark

Jacob Honoré håber, at projektet kan sprede sig til resten af landets skoler, da han kun ser positive fordele ved det, hvilket også bakkes op af videnskaben. Sang kan give en lykkefølelse, fordi det frigiver endorfiner, kroppens naturlige morfin, som giver kroppen en følelse af velvære og glæde.

Projektet rummer også muligheden for, at børn, som normalt ikke er aktive i undervisningen, får en chance for at udfolde sig og være med. At synge sammen være en måde for børn med adfærdsforstyrrelser at indgå i fællesskabet, da det kan være en isbryder og styrke det sociale bånd mellem eleverne. Jakob fortæller, at når man synger sammen, øges niveauerne af oxytocin, også kendt som kærligheds- eller tilknytningshormonet. Dette hormon spiller en rolle for tillid og følelsen af tilknytning til andre.

“Der er noget helt særligt ved at koncentrere sig om det samme, trække vejret samtidig og synge den samme tekst og melodi. At få øjenkontakt med et menneske, som gør præcis det samme som du i dette øjeblik – det er magisk,”. Det er disse følelser, Jacob håber at kunne give endnu flere børn, når projektet forhåbentlig vil sprede sig til skoler i resten af landet.

Det er vigtigt, at alle børn, såvel som de voksne, får brugt deres stemmer, så sang ikke bliver fremmedgjort eller betragtet som pinligt. Sang og musik udgør en vigtig del af vores kulturarv. Når vi synger i skolen i hverdagen, træder vi aktivt ind i en væsentlig del af vores fælles kultur. Sangtekster rummer meget viden og mange gode historier, hvilket også kan ses i teksterne, som Dragørs børn skaber i dette projekt. Tekster, der udspringer af tanker og følelser, som følelsen, når de skal sige farvel til SFO’en eller en lærer, som stopper.

Del dette opslag: