Ingen is og romkugler på Dragør Søbad denne sommer
Trods bestræbelser fra Dragør Kommunes side har det ikke været muligt at finde en ny lejer til kiosken på Dragør Søbad.
Tilbage i marts 2024 blev det besluttet på et møde i Økonomiudvalget at igangsætte en udbudsproces for kiosksalget på Dragør Søbad. Tidligere har kommunen selv stået for driften af kiosken, men denne form for kommunal drift viste sig at være ulovlig, da kiosken skal udlejes til private på markedsvilkår.
To sprang fra
Efter offentliggørelsen af udbuddet og en månedslang ansøgningsperiode modtog kommunen to tilbud fra interesserede private aktører. Desværre har den højestbydende tilbudsgiver ikke reageret på kommunens henvendelser eller fremsendt de nødvendige oplysninger for at kunne indgå en kontrakt. Tilbuddet blev derfor givet videre til den anden ansøger, som efter nærmere overvejelse besluttede at trække sit tilbud tilbage.
Som konsekvens heraf vil der desværre ikke være kiosksalg på Dragør Søbad i sommeren 2024. Dragør Kommune vil senere på året genoverveje mulighederne for kiosksalg på søbadet og undersøge løsninger for fremtidig drift.