Pressemeddelelse: Dragør Kommune ansætter ny direktør

Fra den 1. juni 2024 er Lasse Falck Steenland ansat som ny direktør i Dragør Kommune. Han får ansvaret for områderne Børn, Skole og Familie samt Borger, Kultur og Social. 
Fra den 1. juni 2024 er Lasse Falck Steenland ansat som ny direktør i Dragør Kommune. Foto: Dragør Kommune
Fra den 1. juni 2024 er Lasse Falck Steenland ansat som ny direktør i Dragør Kommune. Foto: Dragør Kommune

Pressemeddelelse: Dragør Kommune ansætter ny direktør

Fra den 1. juni 2024 er Lasse Falck Steenland ansat som ny direktør i Dragør Kommune. Han får ansvaret for områderne Børn, Skole og Familie samt Borger, Kultur og Social. 

Blandt et stærkt ansøgerfelt med 23 kvalificerede ansøgere har kommunalbestyrelsen valgt at ansætte Lasse Falck Steenland som ny direktør i Dragør Kommune.

Lasse Falck Steenland er oprindeligt uddannet professionsbachelor i pædagogik fra Professionshøjskolen UCC. Han har desuden en master i voksenuddannelse og Human Ressource Development fra Roskilde Universitet og har en diplom i ledelse fra Professionshøjskolen Metropol. 

I sin hidtidige karriere har Lasse Falck Steenland bevæget sig inden for både institutions-, kommune- og uddannelsesområdet. Han har 24 års ledelseserfaring på chef- og direktørniveau på særligt socialområdet og i uddannelsessektoren. Senest kommer han fra en stilling som uddannelsesdirektør ved NEXT Uddannelse København.

Borgmester Kenneth Gøtterup siger: ”Lasse Falck Steenland har en spændende profil med knapt 20 års ledelseserfaring fra en række forskellige stillinger i Københavns Kommune. Med Lasse får vi en direktør med massiv erfaring fra velfærdsområdet og med en stærk styringsprofil. Jeg glæder mig rigtig meget til at byde Lasse velkommen som ny direktør og glæder mig naturligvis over, at Direktionen igen bliver fuldtallig.” 

Han fortsætter: ”En af Lasses første opgaver bliver at ansætte en chef for det nye Center for Borger, Kultur og Social. Centret rummer vigtige borgernære opgaver i vores Borgerservice og i Ydelse og Socialservice på rådhuset – foruden vores populære kultur- og fritidsinstitutioner, som tæller Dragør Bibliotek, Idrætshallerne og Dragør Musik- og Kulturskole.”

Lasse Falck Steenland imødeser også sin nye rolle som direktør i kommunen:

”Dragør er lidt af en perle med engagerede borgere og et aktivt kultur- og foreningsliv. Jeg ser i den grad frem til at være med til at fortsætte udviklingen af den borgernære drift, hvor stabil og sikker ressourcestyring skal kombineres med kreativ udvikling gennem tillid og samarbejde.” 

Han fortsætter: ”Jeg glæder mig meget til arbejde sammen med kommunalbestyrelsen og de dygtige medarbejdere og ledere i kommunen. Vi skal skabe resultater i et samarbejde, og jeg vil vægte inddragelse i udviklingen af de områder, jeg er direktør for, så trivsel og arbejdsglæde skabes, og de organisatoriske mål indfries.” 

Direktionen består ud over Lasse Falck Steenland af kommunaldirektør Mads Leth-Petersen og direktør Pia Holm Nielsen.

Lasse Falck Steenland får direktøransvaret for Center for Børn, Skole og Familie og Center for Borger, Kultur og Social.

Lasse Falck Steenland er 55 år, samboende og har to sønner på 21 og 19 år. Familien bor i Hellerup. 

Denne pressemeddelelse er udgivet d. 1. maj 2024

Del dette opslag: