Soloudstilling med Hedda Matthesen
Kunstneren Hedda Matthesen afholder en soloudstilling i Dragør Havnegalleri fra den 14. til 27. juni, åbent dagligt fra kl. 13.00 til 18.00. Ferniseringen finder sted den 15. juni fra kl. 13.00 og frem til luk.
Alderdom i fokus
Udstillingen har fokus på alderdommen, en fase kunstneren selv er midt i, hvor hun oplever både fysiske begrænsninger og sygdomme i sine sene 70’ere. Men selvom der er udfordringer, er der også mange nye positive aspekter. Hedda oplever en større frihed i hverdagen, hvor tingene, tvunget, går lidt langsommere, og trangen til perfektionisme er ændret, idet den indre styrke har taget over.
Alderdommens fokus er derfor blevet en naturlig del af hendes kunst, hvor den skildres med alle dens facetter. Hedda håber, at ældre besøgende vil kunne genkende sig selv i udstillingen, samtidig med at yngre besøgende kan få indsigt i alderdommens kunstneriske dimension.
Hedda Matthesen laver både malerier og miniskulpturer.