Dragør Tapet & Farvehandel og Jørgen bliver en del af en københavnsk fotoudstilling
Dragør Tapet & Farvehandel er en del af den anmelderroste fotoudstilling “Min butik! Fotos fra Wongs Grill til RC Rens,” som fremhæver Københavns små, unikke butikker. Udstillingen består af store kunstfotos og tekster, der levende beskriver 20 lokale butikker, heriblandt Dragør Tapet & Farvehandel.
Fotograf Ulf Svane og historiker Mathias Kobberrød Rasmussen fra projektet Copenhagen Archive har besøgt forskellige specialbutikker i København, såsom en hundesalon, en petroleumslampeforhandler og et persiennevaskeri, for at give et levende øjebliksbillede af disse steder og deres ejere.
Udstillingen tager dig med på en rejse gennem en verden af karismatiske ekspedienter, forskellige stilarter og en lokal ånd væk fra byens hovedstrøg og butikskæder.
Dragørs ældste farvehandel
Dragør Tapet & Farvehandel på Toldergade 4, er Dragørs ældste og eneste tilbageværende farvehandel. Ejeren, Jørgen Palm Steffen, stammer fra de hollandske indvandrere, der i 1500-tallet gjorde Dragør til en vigtig søfarts- og handelsby.
Tidligere var der fire farvehandlere i Dragør, men konkurrencen fra store byggemarkeder på Amager har reduceret antallet. “Jeg forstiller mig, at butikken er lukket til næste år. Jeg har mange hobbies som min møntsamling og maratonløb,” siger Jørgen, mens han fjerner efterårsblade fra forruden på sin gamle Volvo i baghaven.
Konkurrencen blev endda så stor, at han for 30 år siden lavede ophørsudsalg i butikken, som han stadig kører med den dag i dag. Vi må vente og se, om ophørsudsalget slutter næste år, 31 år efter det startede.
Besøg udstillingen
Udstillingen kan ses på Københavns Museum frem til 20. oktober 2024. For mere information om udstillingen, besøg Københavns Museums hjemmeside.