Har du styr på skraldet?

Siden 2023 har det været muligt at sortere affald i 10 kategorier. Ved du hvordan det gøres korrekt? Affaldseksperten Asta Christiansen fra Dragør Kommune giver her gode råd om de mest almindelige fejl.
Ved indgangen til Renseanlægget på Ndr. Dragørvej 170 kan du aflevere dine flasker og tøj til genbrug. Foto: Dragør News.
Ved indgangen til Renseanlægget på Ndr. Dragørvej 170 kan du aflevere dine flasker og tøj til genbrug. Foto: Dragør News.

Har du styr på skraldet?

I Danmark har affaldssortering været en del af hverdagen siden 1970’erne, hvor vi begyndte at genanvende papir og drikkevareemballager. Siden da er listen over sorterede affaldstyper gradvist blevet udvidet til at omfatte blandt andet plast, bioaffald og metal.

Fra den 1. januar 2023 var det muligt i Dragør Kommune at sortere affald i hele 10 forskellige kategorier.

De nye kategorier dækker over følgende:

  • Mad
  • Papir
  • Pap
  • Metal
  • Glas
  • Plastik
  • Mad- og drikkekartoner
  • Restaffald
  • Farligt affald
Affaldssorteringsguide fra Dragør Kommune.
Affaldssorteringsguide fra Dragør Kommune.

Affald i Dragør

Dragør News har talt med Asta Christiansen, som er miljøplanlægger i Dragør Kommune, om hvordan det generelt går med affaldssorteringen i Dragør.

Hun roser borgerne i Dragør, som har kunnet sortere deres affald siden 2022. “Det går rigtig godt, og det er oplevelsen at borgerne er rigtig gode til sortere deres affald, og går op i at gøre det rigtigt.”

Det er også hendes oplevelse, at de fejl, der sker, hverken skyldes dårlige intentioner eller dovenskab, men derimod en fejlsortering, da sorteringsreglerne kan være lidt forvirrende i enkelte tilfælde.

De typiske misforståelser

Pizzabakker
Mange tror, at pizzabakker skal sorteres som pap, hvilket også kan virke oplagt, men de skal derimod sorteres som restaffald. Asta forklarer, at det skyldes, at der på nogle pizzabakker er en belægning på indersiden, som ikke kan skilles fra pappen i genanvendelsesprocessen.

Som mange af os sandsynligvis har oplevet når vi har spist pizza, bliver pizzabakker ofte fedtet godt ind i olie eller andre rester fra maden. “Fedtet, beskidt eller vådt pap kan ikke genanvendes og skal derfor smides til restaffald. Det samme gælder papæsker til kager eller smørrebrød, der også hører til i restaffald.”, fortæller Asta.

Presenning, haveslanger og PVC-rør
Det sker også, at PVC-rør, haveslanger og presenninger bliver sorteret som almindeligt plastikaffald. Her mener Asta også, at intentionerne er gode, da de teknisk set er lavet af plastik, men de skal derimod afleveres på genbrugspladsen til korrekt genanvendelse.

Asta kommer med en god huskeregel, når man sorterer sit affald under køkkenvasken. Nemlig kun at sortere affald, der kommer fra ens husholdning.

“Det vil sige affald, som du producerer over en almindelig hverdagsuge. PVC-rør har vi sjældent med hjem i indkøbskurven fra supermarkedet. Det samme gælder for eksempel også med cykeldele og bilfælge, som vi nogle gange ser, bliver sorteret som metal.

Disse ting hører ikke til under køkkenvasken, og skal altså afleveres på vores genbrugsplads”, fortæller hun.

Flamingo
Dragør Kommune oplever også, at noget flamingo bliver sorteret som plastikaffald, hvilket giver anmeldelser om fejlsortering. Selvom flamingo er lavet af plastik, kan det ikke genanvendes som almindeligt plastik.

Derfor skal flamingo sorteres som restaffald, og hvis der er tale om større stykker flamingo, skal det afleveres på genbrugspladsen.

Batterier
En af de mere alvorlige misforståelser er, at batterier skal sorteres som metalaffald. Her understreger Asta, at denne kombination kan blive en farlig cocktail.

Hun fortæller, at batterier kan bryde i brand, hvis de knækkes over, hvilket let kan ske, når affaldet bliver presset sammen i skraldebilen, når det bliver afhentet.

Batterier indeholder generelt mange skadelige stoffer, så det er yderst vigtigt, at de bliver sorteret som farligt affald. Det skal enten sorteres i de udleverede bokse til farligt affald, i et miljøskab eller på genbrugspladsen.

Gode tips til affaldssortering

Asta har også nogle gode tips til, når du skal sortere dit affald, som kan gøre arbejdet lettere for os alle sammen.

Støvet affald
Det er vigtigt, du husker at emballere dit støvede affald, inden du smider det ud. Støvet affald kan eksempelvis være affald fra støvsugerposer, aske fra brændeovn eller kattegrus.

Har du ikke sikret dit støvede affald, risikerer din skraldemand at få støvet i hovedet, når de kommer for at tømme det.

Tekstilaffald
Siden 2023 har det været muligt at affaldssortere sine ødelagte tekstiler til genanvendelse i Dragør. Her er der tale om det tøj, som ikke kan afleveres til velgørende organisationer. Når du skal sortere dine ødelagte tekstiler, skal det stilles frem i en klar affaldspose, som er markeret som tekstilaffald.

Dette kan du enten selv markere eller hente et klistermærke fra genbrugspladsen, Borgerservice på Rådhuset eller biblioteket.

Ren eller beskidt emballage
Hvis du gerne vil hjælpe genanvendelsesprocessen lidt bedre på vej, når du sorterer dit plastik- og metalaffald samt mad- og drikkekartoner, så kan du med fordel skrabe dem fri for madrester så godt, som du nu kan. Her kan du lave dryptesten på din emballage, inden du smider den ud.

“Vend bunden i vejret på din emballage. Drypper det stadig, skal emballagen have et ekstra skrab, inden det smides ned i affaldsbeholderen,” fortæller Asta.

Slå dit pap sammen
Vi har alle oplevet, at papcontaineren bliver fyldt lidt for hurtigt, fordi noget pap ikke er blevet slået ordentligt sammen. Derfor er det altid en god ide at slå sit pap sammen, inden det smides ud, da det fylder meget mindre, og derved bliver der plads til meget mere.

Dette er især nødvendigt, når mange husstande deler den samme papcontainer. Så bliver der også plads til naboens pap.

Er du i tvivl

Har man spørgsmål til affaldssorteringen, så kan man med fordel benytte sig af kommunens digitale sorteringsguide som er tilgængelig på kommunens hjemmeside.

Man er også velkommen til at skrive til affald@dragoer.dk med sit spørgsmål.

Del dette opslag: