Nordre Væl: Pladsen der fik sit navn igen. Del 1 af 2

Du kender sikkert pladsen, men kender du også historien? Læs første del her.
Postkort fra 1907-08 med "Høyerup" i baggrunden. "Dragørs Fremme" har lavet bassinet og vandværkets direktør har købt og opsat gipsfiguren "Dreng med stor fisk". Postkort udlånt af Jørgen Aamand (DB-Arkiv).
Postkort fra 1907-08 med "Høyerup" i baggrunden. "Dragørs Fremme" har lavet bassinet og vandværkets direktør har købt og opsat gipsfiguren "Dreng med stor fisk". Postkort udlånt af Jørgen Aamand (DB-Arkiv).
20220815 DB korr | foto fra dragørnews.dk

Velkommen til “I Byen med Bogø“, hvor Dines Bogø byder ind med små lokale historier og fortællinger fra Dragør og omegn.


Nordre Væl: Pladsen der fik sit navn igen. Del 1 af 2

Den 13. januar 2020 blev det besluttet i By-, Erhvervs- og Planudvalget (det som i dag hedder Klima-, By- og Erhvervsudvalget – Havnestuen) i Dragør Kommune at Nordre Væl skulle ændres hvor der skulle være plads til de offentlige toiletter, som står der den dag i dag. Noget som var et længe ventet ønske fra byens forretninger.

Men er pladsen blevet ændret før? Ja, mange gange og for bare 20 år siden havde pladsen ikke engang et officielt navn.

Det hedder bare “Anlægget” sagde lokale. Nej sagde andre lokale. “Anlægget” ligger ved Engvej syd for kirkegården. Enkelte kaldte også anlægget “Manneken Pis”, fordi er i flere perioder havde stået et springvand med en lille dreng på pladsen. Henvisning var til den lille statue i Bruxelles opstillet i 1619.

Forhistorien

Hvad var der oprindelig på det sted? Før 1900 var der et mindre vandhul kaldet “Nordre Væl” (væl = vandhul). Det tilnavn huskede kun meget få. Her vandede man heste og drengene “badede”.

Men når det om sommeren var rigtig varmt tørrede vandhullet ofte ud. Myndighedernes muligheder, evner eller vilje til vedligeholdelse af offentlige pladser o.l. var yderst begrænset.

Kort fra bogen "Historiske Huse i Dragør". Nordre Væl markeret med blåt ved indkørslen til Dragør.
Kort fra bogen “Historiske Huse i Dragør”. Nordre Væl markeret med blåt ved indkørslen til Dragør.

Dragørs Fremme

Den private forening “Dragørs Fremme”, der blev stiftet i 1887 (for at forskønne og gavne byen), skriver i jubilæumsskriftet fra 1937.

Den første Begyndelse hertil blev gjort i Aaret 1900. Der vedtoges paa Generalforsamlingen at beplante Terrænet omkring den lille Væle mellem Byen og “Sommerlyst eller “Høyerup” med Buske og anbringe en Stensætning om Vælen.

Der bevilgedes 100 Kr. til Boring efter Vand, da Kæret udtørredes om Sommeren, og 200 Kroner til Beplantning. Boringen førte ikke til noget, og da Vandværket trådte i Virksomhed, lod Foreningen anbringe et lille Springvand.

Postkort fra ca. 1910 set mod E.C. Hammersvej Et af de få postkort, hvor man kan se vandet springe ud af fiskens mund. Bemærk at pladsen bliver benævnt "Østgrønningen". Postkort udlånt af Jørgen Aamand.
Postkort fra ca. 1910 set mod E.C. Hammersvej Et af de få postkort, hvor man kan se vandet springe ud af fiskens mund. Bemærk at pladsen bliver benævnt “Østgrønningen”. Postkort udlånt af Jørgen Aamand.

Senere plantedes nogle høje træer som læ for Norden- og Vestenvinden. Pladsen reguleredes og der støbtes en betonkumme for at holde på vandet.

Beboerne klagede over, at de store træer hindrede Udsigten og tog lys og luft fra deres ejendomme. Foreningen “Dragørs Fremme” måtte da atter i 1930 regulere pladsen, fælde træerne og anlægge en beplantning med blomstrende buske. Med fornyelse af hegnet kostede denne ændring over 2.000 kr. Amagerbanken bidrag med et tilskud på 1.000 kr. (2.000 kr. i 1930 = ca. 87.000 kr. i 2024).

Den nordlige væl (vandhul) ca. 1890. Nuværende E.C. Hammersvej 3, bygningen bag "gåsepigen", er opført i 1863. Omkring det tidspunkt, hvor fotografiet blev taget, var der her en mindre tobakshandel. Bygningen på hjørnet af Kongevejen, der delvis er skjult af træerne, er opført 1793 til byfoged Jacob Bertelsen og nedrevet 1935. Kongevejen 1 på det andet hjørne blev ombygget midt i trediverne. Foto fra glasplade, der nu opbevares hos Museum Amager.
Kongevejen, der delvis er skjult af træerne, er opført 1793 til byfoged Jacob Bertelsen og nedrevet 1935. Kongevejen 1 på det andet hjørne blev ombygget midt i trediverne. Foto fra glasplade, der nu opbevares hos Museum Amager.

Det første springvand

Det var ikke kun den private forening Dragørs Fremme, der hjalp med udsmykningen ved “Anlægget”.Foreningen anlagde pladsen i 1900 med stensætning, men det var direktør Andreas Harboesgaard fra gas-og vandværket, der i 1907 bekostede opsætningen af en lille springvandsfigur midt i et nyt støbte bassin.

Boghandler fru Julie Buchwald Schou (se mindepladen på Kongevejen 11B) bekostede mange år senere opsætning af nogle fine bænke, der dog ikke holdt ret længe til offentlig brug.

Figuren, der var udført i malet gips, forestillede en lille nøgen dreng, der holder en stor fisk. Vandstrålen kom fra fiskens åbne mund. Da man i slutningen af tyverne ønskede noget større og flottere fik blikkenslager Dirk Sørensen lov til at nedtage og beholde figuren.

Ca. 1976. En overgang stod den oprindelige figur i Strandstræde 37. Foto udlånt af Anni Jensen.
Ca. 1976. En overgang stod den oprindelige figur i Strandstræde 37. Foto udlånt af Anni Jensen (DB-Arkiv).

Dirk Sørensen opstillede først den gamle gipsfigur i gården bag Kongevejen 3. I midten af tresserne blev den flyttet til en have i Strandstræde.

Omkring 1985 blev den genopstillet i en villahave på Mågevænget. Figuren, der efterhånden var faldet fra hinanden, blev kasseret for mange år siden.

Ca. 1955. Den gamle figur "Dreng med stor fisk" stod i mange i haven hos Trine Hansine Sørensen på Kongevejen 3, "senere Butik Volmer". Foto udlånt af Anni Jensen.
Ca. 1955. Den gamle figur “Dreng med stor fisk” stod i mange i haven hos Trine Hansine Sørensen på Kongevejen 3, “senere Butik Volmer”. Foto udlånt af Anni Jensen (DB-Arkiv).

“Lille Petter”

Figuren i byens springvand på Nordre Væl trængte i slutningen af tyverne til udskiftning.

På et bestyrelsesmøde i Dragørs Fremme (velgørende forening) den 9. maj 1928 blev det “overdraget bestyrelsesmedlemmerne Johannes Schmidt og Cornelius A. Petersen at søge tilvejebragt figur til Springvandet”.

Af regnskabet fremgår det at figuren kostede 678 kr.

Det er den figur, nr. 2 i anlægget ved indkørslen til byen, som mange stadig husker.

Villaerne på nordsiden af Nordre Væl er opført i 1913-14 til to dampskibførere. Som lokale sagde dengang. De var bygget uden for byen på vej til stationen. Tv. Postkort ca. 1930. Villa Hydra og i anlægget ser man "Lille Peter". Vandet kommer ud af den slange, som drengen holder. Th. Postkort ca. 1915. Villa Aryht. Det er den første figur, som fungerer som springvand. Vandet kommer ud af fiskens mund. Postkort er udlånt af Jørgen Aamand og Ernst Agerlin (barnebarn af bygherren til Aryht.)
Villaerne på nordsiden af Nordre Væl er opført i 1913-14 til to dampskibførere. Som lokale sagde dengang. De var bygget uden for byen på vej til stationen. Tv. Postkort ca. 1930. Villa Hydra og i anlægget ser man “Lille Peter”. Vandet kommer ud af den slange, som drengen holder. Th. Postkort ca. 1915. Villa Aryht. Det er den første figur, som fungerer som springvand. Vandet kommer ud af fiskens mund. Postkort er udlånt af Jørgen Aamand og Ernst Agerlin (barnebarn af bygherren til Aryht.). (DB-Arkiv)

“Lille Petter” var tilnavnet på figuren. Den lille dreng med krøllet hår og opsmøgede bukser holder en haveslange. “Lille Petter” er udført i zink af Kgl. Hof-bronzestøberi Lauritz Rasmussen i Raadmandsgade. Støberiet har lavet flere tilsvarende figurer både i zink og bronze.

Firmaet på Nørrebro har lavet mange af de kendte værker i Danmark. I København bl.a. Gefionspringvandet, Finsen-monumentet, rytterstatuerne af Absalon og Chr. IX, Den lille Hornblæser, Dragespringvandet og Storkespringvandet samt statuen af Chr. IV.

Oplysninger er hentet fra firmaets 75-års jubilæumsskrift i 1929. I en indskudt bisætning står der også, at firmaet har lavet Den lille Havfrue. Åbenbart dengang ikke den store turistattraktion.

Postkort fra trediverne og fra ca. 1950. Ikke den store ændring, bortsat fra ejendommene "Lo og Lade". De er opført 1947. Fra 1944-47 lå der tre af de kendte runde civile bunkeranlæg, hvor ejendommene blev opført.
Postkort fra trediverne og fra ca. 1950. Ikke den store ændring, bortsat fra ejendommene “Lo og Lade”. De er opført 1947. Fra 1944-47 lå der tre af de kendte runde civile bunkeranlæg, hvor ejendommene blev opført.

I Dragør Fremmes regnskaber for 1928 og årene derefter kan man også se, at foreningen yderligere bruger en del penge på “Springvandsanlæget”. Omlægning, bl.a. nyt hegn, vedligeholdelse, opsyn m.v.

Der blev lavet ny betonkumme med krukke og blomster m.v. Der blev opsat hegn med låge omkring anlægget. I den udformning eksisterede anlægget stort set uændret i 40 år.

1930-40. Anlægget med springvand set mod "Højerup". Foto: Thorvald Holte (Museum Amager, Dragør Lokalhistoriske arkiv) og postkort udgivet af boghandler Svanholm Jepsen, Dragør.
1930-40. Anlægget med springvand set mod “Høyerup”. Foto: Thorvald Holte (Museum Amager) og postkort udgivet af boghandler Svanholm Jepsen, Dragør.

Figuren genfundet

Figuren blev nedtaget og deponeret, vandbassinet blev fyldt op, klokkefrøerne forsvandt og pladsen blev senere brolagt.

Politibetjent H.V. Kastorp, der boede i kommunens ejendom på Stationsvej 7, så nogle år efter, at “Lille Petter” nu stod i ejendommens kælder. Han henledte kommuneingeniør Arne Stautz’ opmærksom på “fundet”, og i dag kan man gense figuren i anlægget på sydsiden af plejehjemmet Enggården.

Der var 2 figurer

Så det er rigtig, at der har stået en lille springvandsfigur samtidig flere steder i Dragør. Den første figur har nok ikke heddet “Lille Petter”, idet figurnavnet stammer fra bronzestøber Rasmussen.

Mange lokale havde et forbavsende begrænset kendskab til “Det lille Anlæg”. Det var ikke et sted man tidligere kom. Der var for fint! Hvad skulle man der! Det var lukket med hegn og låge! Det var og er nok primært et sted for turister.

Børnene legede heller ikke i anlægget. Det måtte man ikke. Kommunens “opsynsmand” Daniel Peter Strøbæk jagede dem væk. Han ville ikke have fodspor på de nyrevne grusgange.

Villa »Hydra« 1943. Før besættelsen gik Nørregade helt ud til Stationsvej. Som man kan se på foto blev vejen afspærret ved Stationsvej. Vejstykket blev nedlagt og indgik i anlægget med en sti. Foto udlånt af bygherre Egbert Schmidts barnebarn Bente Christensen.
Villa »Hydra« 1943. Før besættelsen gik Nørregade helt ud til Stationsvej. Som man kan se på foto blev vejen afspærret ved Stationsvej. Vejstykket blev nedlagt og indgik i anlægget med en sti. Foto udlånt af bygherre Egbert Schmidts barnebarn Bente Christensen (DB-Arkiv).

Lidt grove “Nytårsløjer”

Det lykkedes dog et par af byens drenge, at komme til at “lege” derinde. En nytårsaften lige efter besættelsen sneg de sig ind og åbnede for vandet til springvandet med en medbragt “lånt” specialnøgle. Vandet sprang lystigt, men næste morgen var det hele bassinet og figuren frosset, og byen havde fået en ny kæmpestor “Isfontæne”.

Drengene pralede ikke med, hvem der stod bag. Det var nemlig de samme drenge, der om aftenen også havde moret sig med at lukke for vand- og gasforsyningen til forskellige huse i byen.

I en del år, fortælles det, tog man “Lille Petter” ned om vinteren.

6. maj 1945. Kl. 12.45. Mange af de internerede fra Frøslevlejren vendte hjem. "Hele byen" var mødt frem for at byde dem velkommen. Foto: Poul Petersen.
6. maj 1945. Kl. 12.45. Mange af de internerede fra Frøslevlejren vendte hjem. “Hele byen” var mødt frem for at byde dem velkommen. Foto: Poul Petersen (DB-Arkiv).

Om Dines Bogø

Dines Bogø har bidraget med over 1.000 artikler til aviser og fagblade, 40 bøger om lokalhistorier og besættelsen, afholdt 441 foredrag og byvandringer om 40-50 forskellige emner.

Læs mere på hans hjemmesider:
Dobbeltmordet.dk
Beretning.dk
Din-Bog.dk
Lokalhistorier.dk
Sydamager.dk
Kriminalsager.dk

Dines Bogø på Wiedergården, Dragør. Foto af: Dragør News
Del dette opslag: