To ens huse på Engvej – del 1

---

To ens huse på Engvej – del 1

Der ligger flere huse over for den tidligere boldbane på Engvej, som ligner hinanden. Men der er ikke de huse fra slutningen af halvtresserne, der er tale om.

Næ det er to huse opført i 1908 på den sydligere del af Engvej. På det tidspunkt lå der kun ejendommen “Elisenborg” på Engvej.

Skorstenfejerhusene

Den nuværende Engvej var oprindelig bare en sti, der førte ud til Engene. Det første stykke af Engvej ved Rønne Allé hed oprindelig Anlægsvej.

I 1905 solgte gårdejer Peter Hendrik Crillesen fra Lundegården to grundstykker af matr.nr. 11 d til tømrermester Frederik Olsen. I skødet blev det forlangt, at grundene (nuv. Engvej 71-73) skulle bebygges med villaer i “beboelsesstil”, inden der var gået 5 år.

Køberen skulle også inden 5 år efter grundene var bebygget sørge for anlæg af en 4.39 m bred forbindelsesvej langs parcellernes nordside (nuværende forlængelse af Ankerstien). Gårdejer Crillesen skulle sørge for at det korte vejstykke fik forbindelse til Lundegårds Strandvej. Da de bestemmelser blev lavet var Sydstrandsvej endnu ikke anlagt.

På grænsen mellem to kommuner (i dag kirkesogneskel)

Hvorfor alt det besvær med forbindelsesvejen fra parcellerne til Lundegårds Strandvej. Kunne man ikke bare nøjes med udgang til Engvej på sydsiden af grundene? Næ, de to grunde lå i daværende St. Magleby kommune, men Engvej lå i daværende Dragør kommune.

Man kunne ikke have sådan noget rod med grunde i en kommune og udkørsel i en anden kommune. Denne bestemmelse om adgangsforhold til og fra grundene har senere adskillige gange givet anledning til mange forviklinger.

Husene blev opført i 1908, men der foreligger ingen papirer om selve byggeriet. Tømrermester Frederik Olsen kunne ikke få solgt eller udlejet husene og allerede året efter overtog Kjøbenhavns Grundejerbank husene ved fogedudlægskøde.

Gratis huse helt ude på Sydstranden

I en lang periode annoncerede man med “Prøvehuse”. Man kunne bo gratis i husene i tre måneder, hvor beboerne så kunne finde ud af, om man kunne lide huset, og også om man kunne holde ud at bo på “sådan et øde sted”.

Mange tog imod tilbuddet om en gratis prøveperiode, men efter tre måneder pakkede familierne om natten og forsvandt.

Det lykkedes først Grundejerbanken at få solgt husene for 7.121.32 kr. i maj 1913. Køber af de to ejendomme var skorstensfejermester Einar Empreus Hansen.

Selv om skorstensfejermesteren kun ejede begge huse i nogle få dage blev ejendommene senere ofte omtalt som “Skorstensfejerhusene”.

Betegnelserne “Tvillingehusene” og “De hvide huse” er dog også blevet benyttet.

De fritliggende huse blev dengang brugt af søens folk til landkending og senere, da Kastrup lufthavn åbnede i 1925, fløj propelflyene ofte direkte hen over husene.

Området ved Sydstrandsvej

Det øvrige sydlige område ved Lundegårds Strandvej og Sydstrandsvej blev udstykket i 1918, og grundene blev udbudt til salg af Sand & Co.

På parcellerne måtte der i.flg. Lov af 10. marts 1852 ikke være “Losseplads eller drives nogen Næring, Fabrik eller anden Virksomhed, hvortil der benyttes Dampskorsten eller som ved Røg, Støj eller Lugt eller paa anden Maade kunne volde de Omboende Ulemper. Beværtningsnæring, Hospital eller Sanatorium maa ikke drives paa Parcellerne. Der maa ikke holdes Svin på Ejendommene”.

Tilsvarende servitut blev i 1942 lyst på grunden på hjørnet af Engvej og Fasanvænget. Kan det være årsag til at Fasan Pub ikke måtte ligge på Engvej 63 (i dag er adressen Fasanvænget 98), men måtte flytte til nuværende beliggenhed? Mere om det ved en senere lejlighed.

Villa Kaio, Engvej 71

Den svenskfødte arbejdsmand og malersvend Edvard Svendsen, der boede til leje i “Lundehuset” (hjørnet af Lundestien og Lundegårds Strandvejstien), købte i juni 1913 Engvej 71 af skorstensfejermesteren Einar Hansen.

Der blev gravet en fælles brønd i skellet mellem de to ejendomme (71 og 73), og huset på Engvej 71 opkaldte familien efter en grævlingehund, der hed Kaio.

Bag huset var der stald, hvor der var plads til to heste og en ko. Familien Svendsen havde lejet marker, hvor nu dele af Strandparken ligger, og de havde også lejet et jordstykke ved Kai Lippmanns Allé. Grøntsagerne blev kørt til København på hestevogn.

Edvard Svenden var også sprøjtefører ved Store Magleby brandvæsen og fører på det lokomobil, der trak byens mobile tærskeværk.

I 1935 solgte Edvard Svendsens huset til sine tvillingedøtre Edvardine (Dine) og Elisabeth (Lisa). Edvardine blev gift i 1939 med i Christian Niels Larsen, hvorefter de flyttede ind på 1. salen. Elisabeth flyttede til Tømmerup, da hun blev gift.

Edvard Svendsens hustru Helene Elisabeth, der havde boet i stueetagen, døde i 1939. Edvard Svendsen flyttede til Tømmerup, hvor han boede i en sidebygning ved kroen. Datteren Ellen og hendes mand Karl ejede Tømmerup kro.

Engvej 71 under besættelsen

Edvardine “Dine” udlejede underetagen. Det var hendes søsters søn Egon Strøbæk og dennes hustru Onny, der flyttede ind.

Værnemagten havde i 1944 beslaglagt nabohuset “Digehuset” i nr. 69, hvor tre tyske officerer var indkvarteret.

Edvardine’s hus var også i søgelyset. I eftersommeren 1944 kom to tyske officerer kørende ad Ankerstien. De ville beslaglægge huset, men Edvardine Larsen truede af dem og jagede dem væk med en høtyv, medens hun brugte det danske sprogs værste gloser.

Edvardine Larsen var ansat som medhjælper på Sct. Elisabeth Hospital (senere kendt under den nemme betegnelse “Hovedstadens Sygehusvæsen, Amager Hospital på Hans Bogbinders Allé”).

“Dine” kunne som nævnt bruge nogle kraftige udtryk, men det var nok ikke nonnerne på hospitalet, der havde udvidet Edvardines ordforråd.

Mere dramatisk end ved de to officerers besøg foregik det på befrielsesaftenen den 4. maj 1945.

4. maj 1945

Egon Strøbæks 17-årige lillebror Dirch Svendsen Strøbæk opholdt sig i stueetagen sammen med to jævnaldrende kammerater og en ældre bekendt. Onny og Egon Strøbæk var ovre hos de ældre Strøbæks på Lundegårds Strandvej 2 for at fejre befrielsen. Egon Strøbæk lettere såret, da han dagen før var kommet til at skyde sig i skinnebenet.

De unge fejrede også befrielsen og afventede, at der skulle komme en lastbil fra København for at tage dem med ind til byen.

Ved 22.30-tiden var de ude i haven for at kigge efter lastvognen. Drengene troede de hørte noget støj fra nabohaven og kort tid efter blev Dirch ramt af tre skud affyret gennem hækken fra nr. 69.

Dødeligt såret blev han hjulpet ind i huset. Edvardine, der ikke selv havde telefon, lånte familie Andersens telefon i nr. 73 for at ringe efter doktor Poul Dich. Familien på Lundegårds Strandvej blev også alarmeret.

På Stationsvej mødte Poul Dich den lokale betjent Harry Kastorp, som han bad om at tage med til Engvej. Da doktoren og betjenten nåede frem til Engvej 71, var det for sent.

Tre tyske vagtsoldater fra det nærliggende krudthus på Krudttårnsvej 31 hjalp betjent Kastorp med at søge i området efter “gerningsmanden”.

Den tragiske begivenhed var i mange år samtaleemne i Dragør og St. Magleby, fordi der opstod forskellige rygter.

“En Hipo-aktion”, “en hævnakt fra Gestapos side”, “tyske vagtsoldater, der skød ved en fejltagelse”, “vådeskud i kådhed” o.s.v.

Flere kendte detaljerne om, hvad der virkelig skete, men tav stille af hensyn til flere familier.

I mange år efter den tragiske ulykke blev der den 4. maj lagt blomster på havegangen tæt ved Engvej.

---