Jeg synker den betragtning sammen med en tår af min dåseøl, inden jeg igen sætter den på det lille spisebord i Leifs røde fiskerskur på Dragør Havn. Kort forinden faldt jeg i snak med Leif på kajen, hvor han for tredje gang på ligeså mange minutter har måttet sende håbefulde kunder væk med beskeden “alt er udsolgt desværre”. Jeg spurgte om fiskeriet i Dragør var en succes, siden så mange kunder allerede havde været forbi Leifs båd. Men som så meget andet er det ikke lige sådan at svare på, når spørgsmålet refererer til emner, der ligger én tæt på hjertet.
Det lille røde skur
I stedet inviterede Leif mig med op i skuret med nr. 29, der er hans base, når han er på havnen i Dragør. Skuret er enkelt, men praktisk indrettet med en lænestol, en seng, et køleskab og så det bord, vi sidder ved nu. På væggene hænger billeder, skilte og sågar et maleri af Leifs første båd. – Det jeg som lægmand vil kalde en klassisk fiskekutter, som man kender dem fra de utallige flaskeskibe, der forsøges solgt til tyske turister, i enhver dansk kystby, i sommerhalvåret.
“Vil du ha’ en øl eller vand?” spørger Leif. Jeg svarer lidt ubehjælpeligt, at jeg gerne vil have det samme som ham.
Leif er tredje generation fisker, og fjerde generation, i form af hans nevø, er allerede på havet. Med andre ord er livet som dansk fisker en livsstil og ikke et job for Leif. Han var tretten da han første gang var på arbejde på sin fars kutter, i dag er Leif 73 og stadig i gang. Dog ikke på helt samme måde som tidligere. “Jeg stoppede egentlig for to år siden, men jeg blev sindssyg af at gå derhjemme og lave ingenting, og jeg havde ikke solgt mine fiskekvoter”, fortæller han, da jeg spørger om hans liv som fisker stadig er en fuldtidsbeskæftigelse.
I stedet kører han fra sit hjem i Hundested kl fire om morgenen, for han kan ikke fordrage myldretidstrafikken, så sover han en ekstra time på sengen i skuret, inden han sætter ud efter dagens fangst. Hvis der er dårligt vejr fisker han ikke, for med pensionen og det han sælger på havnen, fisker han af lyst og ikke af nød.
Et skønt Otium
Da jeg siger at det da lyder som et dejligt otium, kigger han på mig og smiler skævt. “Det er det da, men jeg er også en af de sidste fiskere. Vi er alle sammen over halvfjerds og der kommer ikke rigtig nogen nye til at tage vores plads. Den danske fisker er en død bondemand”.
Da jeg spørger, hvordan det kan være, når nu han selv ser ud til at klare sig godt, tegner svaret sig i fugerne på den aldrende fiskers ansigt. Reglerne som egentlig giver mening i sit udgangspunkt, må jeg forstå, implementeres så de spænder ben for både fiskere og reglerne selv mener han. “Torsken har været væk, og derfor må vi ikke fiske den. Den er kommet godt tilbage og det er dejligt! Men når vi ikke kan fiske den, fisker vi f.eks. fladfisk i stedet, som har det rigtig dejligt i de her år, men de er svære at komme til for vi fanger hurtigt for mange torsk i vores garn når vi hiver dem op fra bunden hvor fladfiskene jo er”.
I det hele taget er reglerne lavet eller implementeret af folk der ikke ved særligt meget om fiskeri, mener Leif.
Vi er væk før naturen
For tiden fisker Leif rejer. Der har været sygdom i dem i nogle år, men nu går det bedre. Da jeg spørger hvorfor rejerne dog blev syge, trækker Leif på skuldrene og siger roligt, på samme måde som når jeg selv skal forklare min 3 årige søn noget, at store bestande får sygdomme. Når der er for mange af dem, bliver de syge, det er naturens måde at regulere bestanden. I det hele taget er Leif ikke så urolig for vores klode. “Jo, vi er da godt i gang med at ødelægge den, men den har en fantastisk evne til at reparere sig selv, lidt ligesom menneskekroppen”. Når nogle fisk forsvinder, kommer der altid nogle nye til, pointerer han. “Vandet er varmere i de her år, og det gør at nogle fisk forsvinder, men f.eks. har den danske hummer kronede dage i det varmere vand og så’n går det frem og tilbage”.
Jeg kan ikke lade være med at spørge om ikke fiskekvoterne er med til at hjælpe på det, så fisk ikke forsvinder fordi de bliver overfisket? “Jo da!” falder svaret prompte. “Vi har da også noget af ansvaret når det er gået dårligt, men problemet er at for at holde øje med mig, og sørge for at jeg ikke får for mange torsk med op når jeg fisker fladfisk, skal jeg kontrolleres i hoved og røv! Det er med til at gøre at der ikke er yngre kræfter der gider tage over efter os. Det havde da været smartere at lade mig være i fred, og bruge kræfterne på at gøre fiskeriet bedre for alle involverede”.
Der kommer ikke nogen nye
“Lad mig da forsvinde med tiden i stedet, det er da meget nemmere” fortsætter Leif og slår ud med armene. Og uddø det er den danske fisker godt i gang med, må jeg forstå. “For nogle år siden var der ikke nogen fisk, så forsvandt fiskerne. Nu er der fisk igen, men der er ikke nogen fiskere”.
Jeg undrer mig lidt og spørger så hvordan det kan være, for mens vi har siddet her, har hans telefon ringet fire gange, alle med forgæves forespørgsler på Leifs friske fangst. “Jamen det går også helt fint for mig, men jeg har også brugt årevis på at bygge min egen kundekreds op. Jeg kom til Dragør for 18 år siden, må du tænke på. Dengang var vi ti fiskere der alle satte ud hver dag, nu er vi tre tilbage, og kun én af os har det som fuldtidsarbejde, og han er også ved at være gammel”.
Så burde der da være plads til nogle flere, prøver jeg. “Jamen priserne på auktionerne er meget lave i de her år. Samtidig er reglerne ikke altid lige smarte, og så koster det alt for meget at komme i gang som ny. Men det kan da være at polakkerne gider komme herop og fiske, når vi er væk. De er mere afhængige af det end jeg er”.
Alting er på samme tid det samme og i forandring
Men alt går op og ned, konkluderer Leif. Ligesom fiskene, så er der altid nogle nye der kan overtage, og det er jo meget godt synes han, for ligesom naturen så løber det hele rundt på ny.
Så til vinter sidder Leif ved spisebordet og “roder med hans udstyr” som han siger, inden han igen næste år sætter ud nok engang. Men den danske fisker er, ifølge Leif, en død bondemand, i det hersker der ingen tvivl.
