Kystsikring  – læser vi de samme dokumenter?

I sidste uge havde Borgmesteren og hans flertal en replik på Dragornews.dk til Liste T’s læserbrev om kystsikring og borgmesterens gambling med selvsamme. I flertallets replik er der 3 påstande, som kalder på et svar. En af dem er rigtig.
Liste T
Liste T

Passer Borgmesteren på Dragør?

I sidste uge havde Borgmesteren og hans flertal en replik på Dragornews.dk til Liste T’s læserbrev om kystsikring og borgmesterens gambling med selvsamme. I flertallets replik er der 3 påstande, som kalder på et svar. En af dem er rigtig.

Første påstand: at Liste T mener, at borgmesteren og hans flertal ”gambler med Dragørs fremtid, fordi vi har truffet en beslutning om at påvirke staten omkring deres arbejde med kystsikring”.

Svar: Nej, gamblingen ligger ikke i ’’at påvirke staten’’, men i flertallets beslutning på kommunalbestyrelsesmødet i juni, hvor de besluttede at melde følgende ind i til den statslige arbejdsgruppe: ”delstrækningerne 1-4 (fra Nordstranden til Søvang) skal matche statens krav om et højt sikringsniveau”.

Det betyder, at en statslig løsning i Dragør Kommune bliver langt, langt højere, end den lokale løsning om en 100 års-hændelse, som tidligere er besluttet i Dragør Kommune efter en omfattende inddragelse af borgerne og med stor folkelig opbakning. Alt hvad vi har hørt fra Sund & Bælt, der er sekretærer for den statslige gruppe, er, at en statslig løsning skal kunne modstå en 10.000-års hændelse. Kravet vil måske blive justeret lidt ned, men kun lidt.

Borgmesteren og flertallet tog beslutningen og meldte det høje sikringsniveau officielt ud over for staten uden at høre borgerne.  Det er både demokratisk og økonomisk gambling.

Anden påstand: at Liste T mener, at ”der er ingen grund til, at Dragør skal forholde sig til statens involvering i sagen om kystsikring”.

Det er en forkert kortslutning. Jo, vi skal forholde os til statens digeløsninger, og det gør Dragør Kommune allerede. 

Staten har for lang tid siden identificeret Dragør Kommune som en vigtig interessent, og Dragør Kommune har fra starten af været en del af statens arbejdsgruppe som observatør og har deltaget på alle møder og har løbende mulighed for at melde Dragørs interesser ind i arbejdet. Det mener vi i Liste T er fuldt tilstrækkeligt. 

Vi opponerer mod, at flertallet sender 750.000 kommunale kroner ind i samarbejdet uden at kunne redegøre for konsekvenserne for digeløsningen og de økonomiske konsekvenser for Dragør Kommunes borgere. Vi mangler en klar strategi for arbejdet fra borgmesteren. Hvad er målet? Hvad er det for en vision, han har? Drømmer han om, at staten kommer og betaler for Dragørs omkostninger til diget. Hvis og såfremt borgmesteren drømmer om dette, så er det, fordi han ikke har læst kommissorierne fra statens arbejdsgrupper – der står netop, at Dragør Kommune og dens borgere selv skal betale – eller har han viden, borgerne ikke må få indsigt i?

Tredje påstand: at Liste T mener, at ”flertallet vil bygge en mur rundt om Dragør”

Ja, Liste T mener, at når borgmesterens flertal har besluttet at melde ind til staten, at Dragør Kommune vil forfølge en løsning, der fra Nordstranden til og med Søvang skal matche statens krav om et højt sikringsniveau, så må statens repræsentanter og vi andre forventes at tro på, hvad borgmesteren reelt har meldt ind: At hvis Dragør Kommune skal forfølge statens sikringsniveau, er der tale om et dige svarende til en 10.000-års hændelse eller deromkring. Det bliver reelt en mur rundt om Dragør. 

Hvad er det borgmesteren ikke fortæller?

Efter Liste T’s mening burde borgmesteren fortælle borgerne: 

  • JA – vi har meldt ind til staten, at vi ønsker det høje sikringsniveau, selvom Dragør Kommunes fokus i flere år har været på en 100-års hændelse – med stor folkelig opbakning
  • JA – vi har læst og forstået, at Dragørs borgere kommer til at betale for alle omkostninger til en statslig løsning, der ligger ud over omkostningen til at forlænge Ullerup-diget rundt om lufthavnen
  • JA – vi er klar over, at en statslig løsning vil betyde et endnu større indgreb i Natura 2000-områderne, end det vi har arbejdet med allerede – og at alternativet er en mur af jord på land.
  • JA – vi har meldt en digeføring ind i det statslige arbejde, der betyder, at bl.a. borgere på den sydlige del af Kalvebodvej, på Militærvej og på Rosenlundsvej ikke bliver beskyttet som resten af kommunen

Med venlig hilsen

Liste T ved Kristine Bak, Ebbe Kyrø, Ann Harnek, Annette Nyvang og Peter Læssøe

Læs Borgmesteren og hans flertals læserbrev

Del dette opslag: