Guide: Få dine palmer sikkert gennem vinteren

At passe på sine palmer i den danske vinter kan være lidt af en udfordring, da vores klima ikke er ideelt for disse eksotiske planter. For at sikre en bedst mulig overlevelse gennem den kolde vinter, har vi lavet denne guide til palmeejerne (og til de uægte palmeejere).
Foto: Torquay Palms. Flickr: https://flic.kr/p/FdYBRh
Foto: Torquay Palms. Flickr: https://flic.kr/p/FdYBRh

Nu hvor kulden er begyndt at nærme sig, er det vigtigt at tænke på, hvordan du bedst kan passe på dine palmer. Dragør Mediehus har allieret sig med fritids-palmeeksperten Michael Kramer, som har flere års erfaring med at holde palmer både inden- og udendørs.

Michael giver her sine bedste råd og vejledning til, hvordan du bedst kan sikre, at dine palmer overlever den kommende kolde periode. Denne guide fokuserer også på overvintringen af de mest gængse haveplanter, som vi danskere omtaler som “palmer”, selvom de teoretisk set ikke tæller som en palme.

Hvilken palme har du?

De “uægte” palmer:

Først og fremmest skal du finde ud af om det overhovedet er en palme, du har, for mange omtaler sukkulenter generelt som palmer. Sukkulenter omfatter kaktusser, men også de såkaldte palmeliljer, eller yuccaer, som er palmelignende vækster, man tit ser til salg i supermarkeder og på planteskoler.

Yuccaer stammer fra ørkenen i Sydamerika hvor de er vant til lave temperaturer. Derfor er det typisk ikke frosten, du skal bekymre dig mest om, men snarere kombinationen af frost og vintervæde. De fleste af disse planter er ikke glade for regn og sne, med undtagelse af nogle få arter, som allerede ses hyppigt rundt omkring i danske haver. Her kan yucca filamentosa nævnes som den mest kendte, og denne plante er fuldt hårdfør og kræver ingen hjælp for at klare sig igennem en dansk vinter.

En af de nyere arter, som har vundet popularitet på det danske marked, er yucca rostrata. En smuk, dekorativ plante, som med tiden danner en tyk stamme og får smalle, blålige blade i kronen. Denne plante er temmelig hårdfør og klarer sig snildt igennem den danske vinter, såfremt den beskyttes mod vind og vintervæde. Du kan altså lade din yucca rostrata blive ude i haven eller på terrassen, så længe den står i nogenlunde læ, har tag over hovedet og ikke får våde fødder eller vand i håret.

Generelt for de fleste af de yuccaer som sælges på planteskolerne, gælder det at de kan klare en del frost, men langtfra alle tolererer lige så hård frost som yucca rostrata. Den sikre løsning er altid at overvintre dem lyst og frostfrit, men ved lave temperaturer. Et lyst skur eller en udestue er ideelt, især hvis man alligevel opbevarer sin yucca i potte, så den let kan flyttes.

11982389564 671e468d5f k | foto fra dragørnews.dk
Yucca Rostrata. Foto: someone10x. Flickr: https://flic.kr/p/jfQSXw

Det er også vigtigt at Yuccaer vandes ekstremt sparsomt i de mørke vintermåneder. Står de steder hvor de udsættes for frost, skal de slet ikke vandes. Her risikerer man at ødelægge mere ved at vande, end man gør ved at lade være. Så tjek lige en ekstra gang, før du beslutter dig for at vande.

En anden plante, som ofte forveksles med palmer, er bananplanten. En plante som er blevet populær i de danske hjem, typisk som stueplante, men også som haveplante i sommerhalvåret. Der findes også nogle få arter, som kan klare sig igennem den danske vinter, hvis de vel at mærke dækkes godt til. Disse planter visner ned om vinteren og skyder fra roden igen til foråret, så det er rodzonen, man skal sørge for at beskytte mod den værste frost. Dette kan gøres ved at toppe roden med et tykt lag barkflis eller muld. En anden metode er at grave hele roden op og opbevare den mørkt og tørt i kælderen eller i skuret, på samme måde som man eksempelvis ville opbevare sine georgineknolde.

De ægte palmer:

De mest solgte blandt de ægte palmer, er hørpalmer (trachycarpus fortunei), europæiske viftepalmer (chamaerops humilis) og den kanariske daddelpalme (phoenix canariensis). Mens de to første kan minde lidt om hinanden, er den kanariske daddelpalme let at genkende med sine lange, fjerlignende blade.
Man deler traditionelt palmer op i fjerpalmer og viftepalmer.

Blandt disse er det underarter af viftepalmerne der klarer det bedst i de danske vintre. Den kanariske fjerpalme vil således kun kunne overleve i meget milde vintre og skal opbevares lyst og nogenlunde frostfrit, hvis man vil være på den sikre side. Palmen kan overvintre indenfor i stuen på en lys plads, men bliver ranglet af det. Det bedste er derfor at opbevare den i en udestue eller et skur med vinduer. Opbevares palmen i stuen ved stuetemperatur, skal den vandes oftere, mens den i udestuen eller skuret kun behøver meget lidt vand i de mørke måneder.

Hvis din palme har vifteformede blade, er sandsynligheden for, at den tåler mere frost, større. Den mest almindelige variant af hørpalmen tåler relativt meget frost, hvis den er plantet ud i jorden og står beskyttet mod den kolde østenvind. En sydvestvendt plads med masser af sol er optimal.

Hørpalmen kendes ved, at den ikke sender skud ud fra roden og ikke har pigge på stænglerne, i modsætning til den mindre hårdføre europæiske viftepalme. Hørpalmen bliver også væsentligt større, det gælder både vifterne og palmen generelt. Har din palme små pigge på stænglerne, kan du forsøge dig med at overvintre den udendørs, men det sikreste er som altid at holde den i krukke og placere den lyst og frostfri over vinteren. I et uopvarmet drivhus er chancerne for overlevelse også gode.

Tommelfingerreglen er igen, at jo koldere planten opbevares, jo mindre vand skal den have, og overvintres den på friland, skal den slet ikke vandes over vinteren.

pamletest | foto fra dragørnews.dk
Til venstre ses den europæisk viftepalme (Chamaerops humilis) med små pigge på stænglerne. Til højre, hørpalmen (trachycarpus fortunei) uden pigge på stængerne. Foto 1: Forest and Kim Starr. Flickr: https://flic.kr/p/CYRwH5 Foto 2: Leonora (Ellie) Enking. Flickr: https://flic.kr/p/7jfPAv

For at optimere chancerne for, at din hørpalme klarer sig gennem vinteren udenfor i haven, kan du gøre følgende. Sørg for at dække rodzonen til med gran og/eller barkflis i løbet af oktober/november, og stop med at vande planten fra dette tidspunkt. Vil man beskytte sin hørpalme ekstra godt, kan man samle vifterne med et stykke tykt reb (som ikke skærer og gnaver), og overdække kronen med en plantedug. Det tillader lyset at trænge ind og hæver temperaturen en smule, mens den samtidig beskytter mod vind og væde.

Vær opmærksom på, at enhver plante, som har været beskyttet mod solens stråler, risikerer at blive solskoldet, når den pludselig “pakkes ud” i den skarpe forårssol. Dette gælder også planter som har været opbevaret indendørs eller bag glas i krukker. Her er en gradvis optrapning at foretrække, hvilket sker helt naturligt hvis den er blevet opbevaret uden overdækning udendørs.

Survival of the fittest gælder også inden for planter, og særligt i hørpalmens tilfælde skal man være opmærksom på, at der findes gode og dårligere individer inden for samme art. Derfor er sandsynligheden for at finde et eksemplar, som kan klare de meget lave temperaturer, desværre også ret lav.

Opsummering – både ægte og uægte palmer

Lys – Opbevares de nævnte planter indendørs, så sørg for de får meget lys. Udendørs bør de placeres i læ for vind og med masser af sollys – allerhelst sydvestvendt.

Temperatur – Jo, højere temperatur de overvintres ved, jo mere lys og vand kræver de. Det sikreste vil være et lyst sted i temperaturer mellem 0-10 grader. Udendørs, bør de placeres et sted med så gunstige temperaturforhold som muligt, eksempelvis et sted i sollys og læ. Du kan hæve temperaturen ved at beskytte rodzonen med en åndbar plantedug.

Vind – Vær opmærksom på windscreen-effekten. Temperaturen i vejrudsigten tager ikke højde for windscreen, så mens det sjældent bliver meget koldere end -15 grader i Danmark, kan disse temperaturer kombineret med vind slå alle palmer ihjel. Derfor er det alfa-omega med en plads i læ.

Vand/væde – Udendørs kræver disse planter drænede jordforhold og ekstra beskyttelse mod nedbør. Især sukkulenter kræver både tag over hovedet og en sandet/gruset jord, så vandet kan løbe væk fra rødderne året rundt. Hørpalmer behøver ikke nødvendigvis en tag over hovedet, selvom det øger chancerne for overlevelse. Den kræver dog stadig drænede jordforhold, da den ikke er vild med at stå og soppe i de våde vintermåneder.

Hvis du flere spørgsmål?

Vi håber denne lille guide giver dine palmer ekstra gode muligheder for at overleve den danske kolde vinter. Michael Kramer fortæller også, at hvis man gerne vil holde palmer i Danmark, så er Dragør blandt de bedste steder på grund af sin højere temperatur i forhold til resten af Danmark.

Hvis du har spørgsmål eller ønsker noget uddybet, så er du velkommen til at kontakt os, og vi vil formidle dine spørgsmål videre til vores palmeeskspert.

Del dette opslag: