I børnehøjde med Louise – del 1

Som ny forældre, kan det være lidt svært at danne sig et overblik over alle de fantastiske muligheder som vores by tilbyder. Jeg har lavet denne guide, som forhåbentlig kan være med til at give forældre en oversigt over alle de aktiviteter der tilbydes i Dragør Kommune.
Legepladsen ved Dragør Havn
Legepladsen ved Dragør Havn

Som mama i Dragør, kan det være lidt svært at danne sig et overblik over alle de fantastiske muligheder som vores by og omegn tilbyder af børneaktiviteter. Jeg har i hvert fald selv haft svært ved det, hvor jeg løbende selv måtte danne mig overblik når jeg faldt over steder eller fik anbefalinger af venner og bekendte.

Derfor har jeg skrevet denne lille guide, som forhåbentlig kan give alle Dragørs forældre et lille overblik over de forskellige muligheder og tilbud, der findes herude.

Der findes helt sikkert endnu flere muligheder end dem jeg har på listen, så hvis du kan anbefale flere aktiviteter, så send dem endelig vores vej.

Legepladsen er altid oplagte og et sikkert hit, så her kommer alle de legepladser jeg har kunne finde samt en lille beskrivelse og foto til dem hver. Min datter og jeg er selv særlig glade for legepladserne nr. 4, 6 og 9, da de ligger indenfor en rimelig afstand og har gynger, som er et stort hit hos den lille.

Dragørs legepladser

1 – Menighedens børnehaves legeplads

Her kan du hilse på kaniner og høns. På legepladsen findes desuden en rutsjebane, klatrestativ, legehuse, gynger, små biler og cykler. Legepladsen må benyttes uden for institutionens åbningstider, og det er vigtigt at rydde op efter sig selv, ligesom på alle andre steder, man tager hen – selvfølgelig.

Legeplads 1 2 | foto fra dragørnews.dk
Menighedens børnehaves legeplads. Kirkevej 172, 2791 Dragør

2 – Legeplads på Dragør Skole

Her finder du et klatrestativ og en rutsjebane samt en fodboldbane på asfalt. Kan benyttes uden for skoletiden. Legepladsen ligger tæt på den gamle, smukke by, hvor der jo også er masser af muligheder for at forsyne sig. Der er gratis parkering.

Legeplads 2 1 | foto fra dragørnews.dk
Legeplads på Dragør Skole. Kirkevej 172, 2791 Dragør

3 – Legepladsen ved Dragør Havn

En legeplads lige i hjertet af den gamle og nye havn. Der er både sansegynge, en lille rutsjebane, klatrestativer, skatebane, fodboldbane på asfalt og et fantastisk stort og grønt område, der kan bruges til diverse lege eller ophold – så tag eventuelt et tæppe med.

Denne legeplads er suveræn til de fleste størrelser – også til de voksne! Der ligger nemlig også et udendørs træningsområde (som jeg dog ikke selv har benyttet…). Gratis parkering er også muligt.

Legeplads 3 2 | foto fra dragørnews.dk
Legepladsen ved Dragør Havn. Færgevej 8, 2791 Dragør

4 – Legepladsen ved dagplejen på Engvej

Legepladsen ligger lige ved tennisbanerne, fodboldbanen og det gamle vandværk, hvor der også er en lille sø med ænder. Der er legehuse, en stor sandkasse, en gynge og et par rutsjebaner, små gåbiler og et legetårn. Denne legeplads er god til de mindste størrelser.

Den må benyttes efter lukketid og i weekenderne og det er igen vigtigt, at man rydder op efter sig. Gratis og nem parkering

Legeplads 4 1 | foto fra dragørnews.dk
Legepladsen ved dagplejen på Engvej. Engvej 22, 2791 Dragør

5 – Dragør Skole SFO

En stor legeplads med asfalteret cykelbane, cykler, gynger, rutsjebane, legetårn og vipper. Legepladsen er på grus, og legepladsen er perfekt til de mellemstore størrelser. Legepladsen kan benyttes efter lukketid med gratis og nem parkering.

Legeplads 5 1 | foto fra dragørnews.dk
Dragør Skole SFO. Engvej 26, 2791 Dragør

6 – Legepladsen ved Engvej

Denne legeplads ligger gemt mellem boligblokkene på Engvej. Den har en mini-trampolin, en stor og en lille rutsjebane, sandkasse, vipper, vippedyr, gynger, legehus og aktivitetstårne.

Legepladsen har gummiasfalt, så det gør ikke så ondt, hvis man falder. Der er borde og bænke samt en stor fin græsplæne, så der er også plads til udendørs leg.

Den ligger 2 minutter fra bageren eller 10 minutter fra et pizzeria, kiosk og slagter. Denne legeplads har noget til alle størrelser.

Legeplads 6 1 | foto fra dragørnews.dk
Legepladsen ved Engvej. Ca. Engvej 94, 2791 Dragør (mellem boligblokkene)

7 – Nordstrandskolens skolegård SFO

Legepladsen har et stort klatrerskib midt i sandkassen, et legehus, vippedyr og gynger. Udendørsområdet er asfalteret, så der er plads til masser af leg.

Hvis man er mere til fodbold eller andet boldspil, findes der en fin græsplæne med fodboldbane lige ved siden af. Legepladsen må benyttes uden for skolens åbningstider og kan anbefales til børn i de fleste størrelser. Der er fri parkering

Legeplads 7 | foto fra dragørnews.dk
Nordstrandskolens skolegård SFO. Hartkornsvej 32, 2791 Dragør

8 – Legeplads mellem Ulspilsager og Rytterager

Denne legeplads har en svævebane, vippedyr, gynger, klatretårn, sandkasse og klatrevæg. Der er også et stort græsareal, borde og bænke til madpakken, som også kan benyttes til leg. Der er gratis parkering på villavejene.

Legeplads 8 2 | foto fra dragørnews.dk
Legeplads mellem Ulspilsager og Rytterager. Græsarealet mellem Ulspilsager og Rytterager, 2791 Dragør

9 – Legeplads i rækkehusområdet ved Rødtjørnen

Her finder du et gyngestativ, et legehus, vipperdyr, ubådsrutsjebane og et lille græsområde til fri leg. Der er også borde og bænke til madpakken. Legepladsen er nok mest henvendt til de mindste.

Derudover er man i gåafstand ned til græsmarkerne, hvor der græsser køer i sommermånederne. Gratis og nem parkering.

Legeplads 9 1 | foto fra dragørnews.dk
Legeplads i rækkehusområdet ved Rødtjørnen. Rødtjørnen 101, 2791 Dragør

10 – Legeplads i lejlighedsområdet ved Rødtjørnen

Stor, fin, nyere legeplads på grus. Der er både et legehus, forskellige gynger, klatrestativ, balanceredskaber og en stor rutsjebane. Denne legeplads er til børn i alle størrelser.

Trænger man til forsyninger, så kan det købes i den lokale SuperBrugsen, som ligger et stenkast væk. Legepladsen har også borde og bænke. Parkeringen er gratis.

Legeplads 10 1 | foto fra dragørnews.dk
Legeplads i lejlighedsområdet ved Rødtjørnen. Adresse: Rødtjørnen 4, 2791 Dragør

11 – Legeplads i lejlighedsområdet ved Krudttårsvej

Denne lille legeplads ligger gemt mellem boligområdet Rødtjørnen. Her er både en rutsjebane, gynger i forskellige størrelser, balancepæle, klatretårn og en græsplæne.

Der er lidt til alle størrelser på denne legeplads. Og trænger man til lidt forsyninger, så kan de købes i den lokale SuperBrugsen, som ligger få minutter væk. Legepladsen har også borde og bænke. Parkeringen er gratis.

Legeplads 11 | foto fra dragørnews.dk
Legeplads i lejlighedsområdet ved Krudttårsvej. Krudttårnsvej 181, 2791 Dragør (lige bag SuperBrugsen)

12 – Legepladsen ved Hvidtjørnen

En lille legeplads med en rutsjebane, gynge, balance-ting og et stort græsareal til masser af bevægelse, boldspil, leg, etc.

Derudover er man i gåafstand ned til græsmarkerne, hvor der græsser køer i sommermånederne. Vejen fører også videre ned til strandengen. Gratis og nem parkering.

Legeplads 12 1 | foto fra dragørnews.dk
Legepladsen ved Hvidtjørnen. Hvidtjørnen 44, 2791 Dragør

13 – Legeplads AF Søndergården

Hyggelig lille legeplads. Her finder man en sandkasse, rutsjebane, gynger i forskellige størrelser, mini-trampolin og et klatretårn. Der er borde og bænke til frokost, og der ligger også en lille købmand hvis man skulle have brug for lidt ekstra proviant.

Legeplads 13 1 | foto fra dragørnews.dk
Legeplads AF Søndergården. Bachersmindevej 7, Hovedstien 39 (lige overfor foreningshuset)

14 – Legeplads ved Copenhagen Camping

Her finder man en pragtfuld legeplads med gynger i alle størrelser, vippedyr, legehus, rutsjebane, lege/klatretårn og en kæmpe hoppepude (jeg ved desværre ikke, om den også er til voksne).

Der findes også andre aktiviteter som gedefolden, petanquebane, swimmingpool, minigolf og udlejningscykler. Bemærk, at legepladsen koster 25 kr. Der er p-plads med fri parkering.

Legeplads 14 1 | foto fra dragørnews.dk
Legeplads ved Copenhagen Camping. Bachersmindevej 11, 2791 Dragør

15 – Legeplads i Søvang

Selvom den er lille, har legepladsen rigtig mange fine ting. Der er en sansegynger, minicykler, gåbiler, karrusel, en sandkasse, rutsjebaner, klatrestativ, vippedyr og en tunnel. Parkeringen er gratis og skal ske på villavejen.

Legeplads 15 1 | foto fra dragørnews.dk
Legeplads i Søvang. Søvej 144, 2791 Dragør (Ligger gemt på en lukket vej, lige bag tennisklubben)

16 – Store Magleby Skole

Legepladsen har et kæmpe klatreområde og redskaber til at styrke balancemotorikken (også hos de voksne!). Der er også en lavthængende basketballkurv i den modsatte gård hvis man vil kaste lidt bold.

Ellers er der også en stor græsplæne der kan benyttes leg og boldspil. Legepladsen har også gummiasfalt, så det gør ikke for ondt, hvis man falder (jeg taler af erfaring…). Den må benyttes uden for åbningstiden, og der er gratis parkering.

Legeplads 16 1 | foto fra dragørnews.dk
Store Magleby Skole. Kirkevej 8, 2791 Dragør

En legeplads er samlingspunktet for enhver børnefamilie, og jeg håber, at denne lille guide kan være med til at give et lidt bedre overblik over mulighederne her i Dragør Kommune. Legepladsen er både et sted for sjov og leg, hvor de små kan tumle rundt, udvikle deres motorik og møde andre børn.

Derudover kommer man også udendørs og får noget frisk luft og brugt en masse energi (også forældrene!). Her er i hvert fald legepladser for enhver smag, så det burde være muligt at finde noget der passer dig og dit barn.

Husk at følge med næste uge, hvor jeg vil se nærmere på de muligheder, der findes rundt omkring i vores natur.

Vi ses på legepladsen!

Del dette opslag: