Velkommen til “I Byen med Bogø, hvor Dines Bogø byder ind med små lokale historier og fortællinger fra Dragør og omegn.
I denne fortælling er vi på “Dragør Fristrand”, nærmere bestemt Strandstien 84, hvor der ligger en noget særpræget villa. Hovedbygningen er en del af et fyrtårn, der blev opført i årene 1877-78.
Fyrtårnet (forfyret) blev taget i brug i 1878 sammen med et andet højere fyrtårn (bagfyret), der ligger på Øresunds Allé 16.
De to nye fyrtårne ved Dragør skulle imødekomme ”nutidens krav” om en omhyggelig belysning af det snævre farvand mellem Amager og Saltholm. Højden på lampen i det nordligste fyr var 13 meter og det sydlige 10 meter højere. Hvert tårn var forsynet med spejlapparat, der viste fast lys. Synsvidden blev angivet til 10 km.
Datidens vejvisning
Tidligere blev høje træer eller bygninger brugt som ledemærker for søens folk. Dragør Lund, Elisenborg og Højerup nævnes i den forbindelse.
Nord for byen havde man opsat nogle “pilemærker”. De blev beskrevet som to meget høje, “dobbeltkeglededannede” gitterkurve. På grund af deres facon blev de to mærker også kaldt “Manden” og “Konen”.
De to fyr blev taget ud af brug ved en omlægning af Drogdens fyrmærker. Direktør, grosserer Andreas Nielsen Harboesgaard fra Vikinghus købte begge fyr i oktober 1906. Han solgte det lille nordligste til politiassistent Chr. Hald fra Eberts Villaby i Sundby.
Fra fyrtårn til vandtårn
Det sydlige høje fyr på Øresunds Allé 16 blev solgt til Dragør Kommune, der anvendte det som vandtårn i tre år. Vandtrykket var for svagt og derfor blev et nyt højere vandtårn opført i Nyby i 1926.
Efter at fyrtårnene var blevet nedlagt havde man en overgang en rød lanterne, der lyste mod nord fra Dragør Kirketårn. En anden lanterne fandtes i et skur, der stod i det sydøstlige hjørne af nuværende Øresunds Alle 37. Dette skur med lanternen var under opsyn af to kystartillerister.
Fyrtårn ombygget
I 1907 ombyggede Hald fyrtårnet på Strandstien og hans plan var at kalde sommerhuset “Taarnborg”.
Som bekendt blev navnet “Det gamle Fyrtaarn”. Hans enke (fra 1920) H. M. V. Hald (Willy Hald) solgte bygningen og de mange små grunde, som grunden bestod af, i 1947.
Familien Kjeld B. Nilsson overtog ejendommen i 1968, der blev indrettet til helårsbeboelse.
”Fyrtårngrunden”, Øresunds Allé 16 solgte Dragør kommune for 8,1 mill. kr. Der blev opført nye ejendomme i 2002 og fyrtårnet på grunden fik en tiltrængte renovering.
Øvrige fotos fra DB’s Arkiv:
Om Dines Bogø
Dines Bogø har bidraget med tæt på 1.000 artikler til aviser og fagblade, 40 bøger om lokalhistorier og besættelsen, afholdt 441 foredrag og byvandringer om 40-50 forskellige emner.
Læs mere på hans hjemmesider:
Dobbeltmordet.dk
Beretning.dk
Din-Bog.dk
Lokalhistorier.dk
Sydamager.dk
Kriminalsager.dk