Badning frarådes ved Søvang Strand
Fredag den 26. juli 2024 meddelte Tårnby Kommune, at der er konstateret forhøjet bakterieniveau i vandet ved Søvang Strand. Som reaktion på dette har Vej og Gartner opsat skilte med “Badning frarådes midlertidigt” ved strandens to badebroer samt for enden af Søvej og Poppelvej.
Det er Tårnby Kommune håndterer miljøopgaverne på vegne af Dragør Kommune via et forpligtende samarbejde. De forhøjede bakterieniveauer menes at være forårsaget af den seneste tids kraftige regn, som har medført overløb af spildevand.
Miljølaboratoriet Eurofins, der udfører prøvetagning og analyser for Tårnby Kommune, oplyser, at problemet med forhøjet forekomst af intestinale enterokokker, som er den type bakterie fundet ved Søvang Strand, er et landsdækkende fænomen. Der er en tydelig sammenhæng mellem store mængder regn og øget bakterieniveau.
Miljømyndigheden overvåger situationen nøje, og når vandkvaliteten igen er sikker, vil Vej og Gartner fjerne advarselsskiltene. Indtil da opfordres alle til at undgå badning ved Søvang Strand.