Den gamle by i Dragør står ikke længere som en bastion af charme og luksus, for nu har NORMAL slået dørene op den 18. januar 2024. Rygterne svirrede, men ingen kunne forberede sig på det chok, det ville blive for byens borgere, da de tomme lokaler (endelig) blev fyldt.
Det larmende mindretal
Hvad skete der med det tomme lokale efter Irma? Det blev ikke fyldt med endnu en købmandsforretning. I stedet blev erstattet af en helt normal NORMAL; en tilbudsbutik, der tilsyneladende mener at lysstofrør, blågrønne farver og tilbud er vejen frem for dragende butiksfacader.
Og ikke alle er lige begejstrede. Der er en gruppe borgere, som har udtrykt deres utilfredshed på de sociale medier. De mener, at NORMAL er som en farlig fremmedlegion, der invaderer og ødelægger den gamle bydels charmerende stil.
Vi forsøgte at tage temperaturen på antallet af høtyve og brændende fakler ved at lave en afstemning i vores Facebookgruppe, Dragør News.
Resultatet? Det viser sig, at kun 7% er utilfredse, mens hele 93% er positive. Det siger næsten det hele.
En lys(ere) fremtid
Borgmester Kenneth Gøtterup har været i dialog med NORMAL og de utilfredse borgere angående butikkens skiltning, som måske er ulovlig. Men nogle mener måske, at borgmesteren også burde mægle mellem NORMAL og begrebet god smag?
Andre borgere mener, at Dragør havde brug for en ny dagligvarebutik i stedet for NORMAL, og de kritiserer COOP for ikke at holde liv i en ny købmandsforretning. Måske har de en pointe – hvem har brug for rabatter, når du kan få friske dagligvarer?
Men der er også de 97%, der føler at NORMAL gerne må være her. Måske kan butikken endda tiltrække det yngre segment, som tilsyneladende sværger til tilbud og lysstofrør som deres kulturelle valuta.
Hvem bestemmer?
Det rejser også det filosofiske spørgsmål om: Hvorfor vi skal være smagsdommere over, hvilke butikker der får lov til at slå sig ned i kommunen? Måske er det tid til at byde velkommen til rabatter og blågrønne farver i stedet for at klamre sig til fortidens charme.
Alternativet er tomme butikslokaler, som vi ser i både Vestamagercentret og på Amagerbrogade og det gavner jo ingen.
Velkommen til endnu en ny butik i Dragør Kommune – med søde medarbejdere og fine priser, lyder det i hvert fald her fra redaktionen. God weekend!