Klimahandledag 2024 med Grønne Dragør

Deltag i Klimahandledag 2024 med Grønne Dragør, hvor der opsættes skilte torsdag den 25. april kl. 15.30. Du kan bidrage aktivt til Klimahandledagen og samtidig lære mere om træernes rolle her i Dragør.
Skiltene er klar til at blive plantet i morgen. Foto: Grønne Dragør.
Skiltene er klar til at blive plantet i morgen. Foto: Grønne Dragør.

Klimahandledag 2024 med Grønne Dragør

Den 25. april markerer Grønne Dragør i samarbejde med Grønne Nabofællesskaber den Nationale Klimahandledag. Det er en begivenhed støttet af en bred vifte af organisationer, kommuner og fonde i Danmark.

I den forbindelse har Dragør Kommune givet Grønne Dragør tilladelse til at opsætte informative skilte ved tolv udvalgte træer i kommunen. Disse skilte, som bliver opsat på selve Klimahandledagen, er en del af en større kampagne kaldet “Hej jeg er et træ og arbejder for dig.”

Interesserede borgere opfordres til at deltage i opsætningen af skiltene torsdag den 25. april kl. 15.30 på Rønne Allé 29, hvor de kan bidrage aktivt til Klimahandledagen og samtidig lære mere om træernes rolle her i Dragør.

Formålet med kampagnen er at øge bevidstheden om træernes betydning for biodiversitet, klima og det lokale miljø.

Skriv tagget #klimahandledag hvis du deler billeder og opslag fra din Klimahandledag på sociale medier – så samler Grønne Nabofællesskaber alle de mange klimahandlinger, som sker landet over!

Kampagnen fremhæver, hvordan træer bidrager til at opsuge regnvand, optage CO2 og binde forurening, hvilket er særligt vigtigt i takt med klimaforandringerne.

Grønne Dragør har målt træernes omkreds og anvendt værktøjet i-tree til at beregne træernes evne til at absorbere CO2 og deres økonomiske værdi. Disse beregninger har understreget nytteværdien af at bevare modne træer frem for at fælde dem.

Dagen er en del af en større national bestræbelse på at fremme klimabevidsthed og handling blandt danskerne. Initiativet til Klimahandledagen stammer fra Grønne Nabofællesskaber og støttes finansielt af organisationer som VILLUM FONDEN, VELUX FONDEN, og KR Foundation med CONCITO som videnspartner.

Er du med til at tage konkrete skridt mod et mere klimavenligt samfund?

Del dette opslag: