Læs flere bøger: Forårssind

Efter en dejlig påskeferie er vi tilbage med endnu en boganbefaling, og denne gang handler det om Sophies Kallehauges debutroman "Forårssind".
Foto: Dragør News.
Foto: Dragør News.

Læs flere bøger: Forårssind

Som nytårsforsæt tilkendegav flere af Dragørs borgere, at de gerne vil læse flere bøger i år. Se vores store afstemning her.

Som noget nyt har vi inviteret forfatteren Rie Gyldholm Rasmussen til at anbefale en bog, som hun mener er værd at læse. Genren kan variere fra gang til gang, og bogen er en Rie selv vælger. Rie står selv bag romanen “Veronica Smiler“, der udkom i slutningen af 2021.

Du kan læse ugens anbefaling gratis som ebog på eReolen, men du kan også kontakte Dragør Bibliotek og spørge om de kan låne den hjem til dig.


Forårssind – Sophie Kallehauge

Foråret har ramt Danmark, solen skinner og butikkerne stiller påskeliljer frem. Det er en lys tid, en glædens tid, men for Lærke har foråret modsatte effekt, for med foråret og dets skrigegule farver kommer Lærkes bekymring, og hendes sind mørkes.

For Lærkes far har bipolar lidelse, og hans mani hænger unægteligt sammen med foråret og lysets kommen, og selvom han siger, at i år bliver han ikke syg, tvivler Lærke, for er hendes far ikke en lille smule for glad, er hans energiniveau ikke en anelse for højt? Er det normalt, at han poster billeder på Facebook midt om natten, og hvad betyder hans sms om Gåtur ved fremtiden?

Lærkes tanker kører i ring, og selv når hun ønsker at omfavne foråret og i et forsøg på dette maler sit værelse i farven Jolly Yellow, ændrer det ingenting. Ængsteligheden bliver kun værre, den gule farve skriger med sine forårsfornemmelser, og hun taber konstant kampen til sine tanker og bekymringerne om farens helbred.

Forårssind er en roman om at være pårørende, om barn-forældre-forholdet, samt om det besværlige i at forstå og navigere i egne følelser, når al energi går til bekymringerne over et andet menneskes velbefindende.

Kallehauge skriver i et sprog, som er tilgængeligt for alle, og med sine korte afsnit er romanen let og overskuelig at komme igennem på trods af temaet, som for nogen vil kunne virke tungt. Kallehauge tager læseren i hånden og guiden denne gennem hele teksten, hvorfor romanen kan læses af alle, om man i forvejen har et kendskab til mennesker med bipolar lidelse eller ej.

Sophie Kallehauge (f. 1991) er uddannet fra Forfatterskolen i 2019. Forårssind udkom på Gyldendal i 2024 og er Kallehauges debutroman.

Titel: Forårssind
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 242
Genre: Roman
Emneord: Forældre-barn-forhold / Bipolar lidelse / Pårørende /Psykisk sygdom / Realisme

God læselyst!

Har du selv en god boganbefaling, så giv os endelig besked!

Del dette opslag: