Portræt af en Dragørmaler: Kirsten Tønnesen
Udstillingen hos Dragør Havnegalleri 10.-16. maj 2024 med Kirsten Tønnesen, bliver en hyldest til små øjeblikke og finurlige former i hendes verden med udgangspunkt i Dragør.
Kirsten foretrækker ikke at blive kaldt kunstner, da hun ser sig selv som “billedmager” – en, der skaber billeder af det, hun oplever.
Hun elsker at sidde og tegne, for måske senere at gengive motivet i farver med akvarel eller oliemaling. Det er ikke så vigtigt for hende, om linjer og størrelsesforhold er “korrekte”, men snarere at få de karakteristiske elementer med.
Kort om Kirsten Tønnesen
Vi mødte en kvinde med rødder i lokalområdet. Hun har haft et liv fyldt med oplevelser, især som spejderleder og lærer, før hun fulgte sin passion for tegning.
Nogle måske husker Kirsten fra Nordstrandskolen (’78-’87), som udklædt kone på Amagermuseet og rundviser i den gamle by – eller fra Aktivitetshuset Wiedergården og deres udstillinger fra male- og tegneholdene.
Interesserede borgere, kan tilmelde sig Malerholdet hver tirsdag i Kedelhuset.
Kirstens kunstneriske rejse blev forankret i hendes kærlighed til Dragør, da hun efter tre årtier på Falster valgte at vende tilbage. Hun finder især inspiration i gårde og miljøer i Store Magleby, historierne og det pulserende liv omkring havnen.
Hendes evne til at vejlede og inspirere både i klasseværelset og på lærredet vidner om en dyb pædagogisk forståelse og et hjerte, der banker for menneskers liv og levned.
Hun elsker at slentre rundt for at finde og fremhæve essensen af områderne – små detaljer, der viser, hvad der er og var. Til eksempel har Kirsten tegnet og farvelagt denne flotte tegning af Dragør Vinhandels gårdhave en smuk forårsdag:
Udstilling, maj 2024
Den kommende udstilling i Dragør Havnegalleri fredag den 10. maj til og med den 16. maj 2024 er Kirstens tredje dér. Hun forventer også i år at udstille til Dragør Kunstfestival den 13.-14. juli og, hvis vejret tillader det, udendørs i Dragør Kulturnat den 13. september.
Derudover kan man – en dag med tørt vejr på et lunt sted med noget godt at tegne – måske møde Kirsten og hendes rullende galleri (en gammel barnevogn).
Hun tager også gerne udfordringer op med at tegne genstande og steder, som andre holder af. Man er altid velkommen til at invitere Kirsten ind til en snak om et personligt portræt af sin Dragørvilla eller gård.
Tusind tak, for en hyggelig eftermiddag i selskab med en af Dragørs malere – eller billedmagere.