10 gode råd om dit madaffald i sommervarmen

Sommerens varme kan øge forrådnelsen i dit madaffald, hvilket kan føre til lugtgener og andre problemer. Se kommunens gode råd.

10 gode råd om dit madaffald i sommervarmen

Selvom sommerens varme måske udebliver lidt i øjeblikket, sker det dog, at den kigger forbi Dragør. Når det sker, stiger temperaturen – også i din affaldsbeholder med madaffald. Dette kan medføre ubehagelige lugtgener, fluer og andre insekter, som maddiker.

Derfor giver Dragør Kommune 10 gode råd, så du kan undgå lugt- og insektproblemer i dit affald, når solen bager.

10 gode råd fra kommunen

  • Brug to grønne bioposer til dit madaffald
  • Skift posen mindst hver anden dag
  • Sørg for at dit madaffald ikke er for fugtigt – undgå sovs eller andet flydende madaffald i poserne
  • Kom letfordærveligt mad, som for eksempel rester fra fisk, skaldyr og kød, i en ekstra pose
  • Brug den lille grønne køkkenspand til indsamlingen af dit madaffald. Kurven har huller, som giver luft til posen og dermed forebygger komposteringsprocessen
  • Bind en god knude på din pose – gerne to
  • Hvis det er muligt, så stil din beholder til rest- og madaffald et skyggefuldt sted
  • Læg din pose med madaffald, forsigtigt ned i beholderen, så du undgår, at der går hul på posen
  • Husk at holde låg på både din grønne køkkenkurv og affaldsbeholder lukket
  • Vask din beholder og køkkenkurv med vand og sæbe efter behov. Du kan eventuelt hælde en omgang kogende vand i din affaldsbeholder, men undgå at bruge gift.

Mangler du bioposer

I Dragør Kommune kan du få gratis bioposer til dit madaffald. Du kan hente dem på Borgercenteret på Rådhuset, genbrugspladsen eller biblioteket. Alternativt kan du binde en biopose på håndtaget af din affaldsbeholder til rest- eller madaffald, så skraldemanden ved, at du har brug for nye poser.

Bioposerne er helt gratis.

Del dette opslag: