I forrige nummer af Dragør Nyt havde Liste T et indlæg om kystsikringen. Indlægget havde flere hovedbudskaber. Det ene budskab var, at et flertal på 12 medlemmer ud af 15 i kommunalbestyrelsen gambler med Dragørs fremtid, fordi vi har truffet en beslutning om, at påvirke staten omkring deres arbejde med kystsikring. Det andet budskab var, at der ingen grund er til, at Dragør skal forholde sig til statens involvering i sagen om kystsikring. Og det tredje budskab er, at flertallet vil bygge en mur rundt om Dragør.
Fakta
Dragørs kystsikring er alt for vigtig til at blive indblandet i politisk spin. Derfor er det vigtigt at holde fakta for øje. En enig kommunalbestyrelse har vedtaget, at Dragørs ønske er en kystsikring med primært fremskudt dige med et sikringsniveau der svarer til ca. 2.7 m højde. Sideløbende med det, har staten vedtaget, at der skal udarbejdes en forundersøgelse for sikring af den kritiske infrastruktur (lufthavn, Metro, Øresundstunnel), samt hovedstaden generelt. Statens udmelding var i første omgang, at det handler om København, Hvidovre og Tårnby Kommune. Dragør var i første omgang kun ind tænkt som observatør i arbejdsgruppen og der var lagt op til en primær løsning med dige nord om Dragør. Og dermed ville vi heller ikke blive omfattet af eventuelle løsninger som de andre kommuner kan have gavn af.
Det gjorde 12 medlemmer af kommunalbestyrelsen indsigelser i mod. Af flere årsager. Vi ønsker ikke at Dragør får ringere vilkår for etablering af kystsikring eller for finansiering. Vi er afhængige af et godt samarbejde med staten og deres tilladelse, hvis vi nogen sinde skal få tilladelse til at bygge kystsikring ude i vandet hvor der er Natura2000.
Efter vores indsigelser har vi netop opnået en meget stor succes og velvilje fra staten. I en skriftlig tilføjelse til statens første oplæg fremgår det nu, at det er statens ambition, at Dragørs kystsikring skal vurderes på lige fod med de andre kommuners kystsikring. Og det er statens ambition at de vil varetage det meget kompliceret myndighedsarbejde og miljø undersøgelser der skal laves. Og uanset hvilken kystsikring der kommer i Dragør, vil staten også kunne bistå med den praktiske gennemførelse. Alt sammen en opgave, vi som lille kommune ikke kan løfte selv.
Så resultatet taler sit tydelige sprog og understøttes også af de det meget store tilskud på kr. 36 mio. staten allerede har givet og tilskuddet fra Real Dania på kr. 18 mio.
Ansvarlighed for hele Dragør
Status er således, at vi stadig arbejder for Dragørs eget kystsikringsprojekt som er besluttet. Men vi samarbejder også med staten om at bringe Dragørs erfaringer i spil. Det er statens ambition at kystbeskyttelsen forsat kan indgå i den videre proces/praktiske gennemførelse og dermed at hjælpe Dragør igennem etablering mv. uanset hvilken løsning der vælges til sidst. Det er også ambitionen at vi omfattes af samme finansieringsmodeller som de tre andre kommuner bliver omfattet af. Reelt kan der ske flere ting når statens arbejdsgruppe er færdig. Det ene kan være, at Dragør får gennemført vores eget projekt og der findes en anden løsning til de øvrige kommuner. Det kan også være der kommer en fælles løsning. Eller at der kommer en kombination af en fælles løsning og Dragør kommunes løsninger. Uanset hvad, har Dragør indflydelse på hvad der skal ske. Dragør står med deltagelse i det statslige arbejde ikke alene med en række af de svære problemstillinger som skal løses i forbindelse med kystbeskyttelsen – f.eks. Natura2000 området. Men vi står sammen med staten og de andre kommuner.
Man må som borger selv vurdere om det er gambling som Liste T mener eller om det er ansvarlighed. For os 12 har vi lagt vægt på, at stille Dragør i den bedste forhandlingsposition. Give Dragør de bedste økonomiske vilkår og sikre, at Dragør får hjælp og støtte til myndighedsgodkendelser og praktisk gennemførelse. Det har vi opnået.
Dragør er på landkortet som en meget vigtig aktør i kystsikringen. Vores resultater og forarbejde anerkendes og vi kan som kommunalbestyrelse sikre Dragør, både nu og for vores børn og børnebørn.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup, borgmester
Mia Tang
Martin Wood Pedersen
Jan Madsen
Theis Guldbech
Konservative
Helle Barth
Henrik Kjærsvold-Niclasen
Venstre
Nicolaj Bertel Riber
Ole Hansen
Socialdemokratiet
Flemming Blønd
Sydamagerlisten
Lisbeth Dam Larsen
Løsgænger