Juleaktiviteterne er i fuld gang i Dragør og der er aktiviteter i alle foreninger, hvor vi mødes for at ønske hinanden en glædelig jul. På den politiske front er vi ved at runde et travlt 2023 af, og her følger lidt opdatering af, hvad der rører sig i vores kommune siden sidste nyhedsbrev.
Erhvervsstrategi
I slutningen af november måned havde vi det første arrangement med en temaaften med erhvervslivet i Dragør. Vi vil gerne lave en ny erhvervsstrategi og vi ønsker, at den skabes sammen med de erhvervsdrivende i Dragør. Derfor var aftenen arrangeret i samarbejde med Dragør Erhverv, Martin Kvist-Madsen fra Framehouse og professionelt bestyrelsesmedlem Lene Espersen. Der var interessante oplæg fra Lene Espersen om anvendelsen af vores byrum og Dragørs potentialer. Der ud over kom direktøren fra Destination Bornholm og fortalte om deres erfaringer med privat-offentlig partnerskab og erhvervsudviklingen på Bornholm. Ca. 70 erhvervsdrivende var mødt op og bidrog til en spændende debat. Mange emner og ideer for de kommende erhvervsstrategi var i spil. Nu skal vi samle op og over foråret arbejde med at få det hele samlet i et nyt udkast til en strategi for samspillet mellem kommunen og erhvervsdrivende i Dragør
Kystsikring
Den 5.februar 2023 var jeg af By og Havn inviteret til at deltage i en paneldebat om kystsikring og dilemmaer i dette. En spændende debat hvor jeg var i panel sammen med direktøren for By og Havn, Real Dania og Cowi. Jeg er glad for, at Dragør gang på gang bliver inviteret med i vigtige debatter og pressen interesserer sig for Dragør. Vi er langt fremme i vores kystsikring, men det er vigtigt at alle landspolitiske partier påvirker den politiske proces, så Dragør tilgodeses. Hvis du har lyst til at se debatten kan du finde den på dette link, https://byoghavn.dk/lynetteholm/
Samme uge udkom vismændene med et forslag om, at alle os der bor i en kystby og et risikoområde skal betale mere til forsikringen. Det har jeg udtalt mig til fagbladet Danske Kommuner om. For det er et forslag der i min optik er helt hen i vejret. Her har jeg peget på, at langt de fleste byer er bygget og etableret lang tid før en klimakrise. Vandet flytter sig i øvrigt heller ikke efter kommunegrænsen og dermed står borgerne potentielt over for meget store udgifter til at kystsikre. Klimaforandringerne er kommet på grund af generelle udfordringer med udledninger, som alle har bidraget til. Det er ikke sådan, at kystbyerne er synderne alene, og derfor synes jeg også, at det bør være et kollektivt ansvar at forebygge oversvømmelser i store sammenhængende byområder som hovedstaden. Alle bor ikke ved vandet, men alle bor kystnært og har glæde af kystområderne. Og derfor bør vi lave en kollektiv løsning og de nuværende regler om finansiering som tager udgangspunkt i nytteprincippet bør ændres.
Ny pulje til fjernvarme
Som tidligere skrevet var tilskudspuljen tom og regeringen havde ikke tænkt sig at afsætte flere midler. Jeg tog initiativ tidligere på efteråret til et fælles opråb til regeringen sammen med en række andre borgmestrer. Der er dog kommet et lille fremskridt og vores opråb hjalp. Ved finanslovens endelige vedtagelse har man afsat kr. 150 millioner til støtte til kommunerne der skal implementere fjernvarme. Behovet er kr. 450 millioner hvis de kommuner der ikke fik noget i første ansøgningsrunde skal tilgodeses.
Gæs
Hvad er nu op og ned i sagen om græsslåning ved gåserepublikken. Sagen ligger sådan, at Dragør kommune i mange år har slået græsset til gavn for gæssene. For år tilbage ændrede et flertal i kommunalbestyrelsen dette og i forbindelse med drøftelse af biodiversiteten i Dragør, var der en politisk vedtagelse af, at vi lader det være vild med vilje på naturområderne og i de bynære parkområder slå vi græsset på arealerne. Det vil sige i og omkring havnen og gåserepublikken. Miljømyndighederne som varetages af Tårnby kommune har i den forbindelse udtalt, at græsset ikke må slås på den gamle cirkusplads, Batteribækken og Gåserepublikken. Dog er der givet en lille åbning idet fredningsmyndighederne, der har det endelige ord kan give tilladelse. Et flertal i kommunalbestyrelsen har derfor besluttet, at vi spørger fredningsmyndighederne om tilladelse og kan vi ikke få denne, må vi forsøge med naturpleje via afgræsning, hvor fx køer går sammen med gæs. Jeg håber meget vi finder en fælles løsning med fredningsmyndighederne og de giver os tilladelse. Gæs og gåsehold er en del af vores DNA i Dragør og det kan for mig virke lidt tosset, at vi i årevis har slået græsset og nu ikke må gøre det. Som kommune skal vi overholde loven og anvisninger fra myndigheder og derfor søger vi nu også om dispensation. Fra min side er der en tæt dialog med gåseavlerforeningen, så vi sammen kan finde løsninger.
Stejleparkering
I forbindelse med at det blev overvejet at lave cykelbaner på Vestgrønningen var der en politisk aftale om, at der ikke nedlægges parkeringspladser før end erstatningsparkeringspladser er fundet. Her er både stejlepladsen som Rønne Alle været i spil. Der har været en for-høring af borgerne om anvendelse af stejlepladsen. Høringssvarene har været kritiske og på baggrund af de mange gode indspark og høringssvar der er kommet, er disse planer nu skrottet.
Lav klassekvotient
Børn, Fritids- og Kulturudvalget er orienteret om den forventede klassekvotient for de kommende 0. klasser. Også næste år kan vi holde en lav klassekvotient på mellem 20,7 og 22, 3 barn pr. klasse.
Bibliotek
Bibliotekets ledelse og personale har foreslået nye åbningstider for biblioteket. Det er sket på baggrund af, at de har vurderet hvornår der er flest besøgende. Forslaget er bl.a., at der kan holdes længere åbent om mandagen. Forslag til nye åbningstider blev godkendt af Børn, Fritids- og Kulturudvalget på deres møde den 7. december 2023 og udvalget besluttede samtidig, at det skal vurderes om ikke der kan være mulighed for, at man som borger selv kan låse sig ind og anvende biblioteket uden for normal åbningstid.
Lidt af det hele
Julemarkedet er i fuld gang og juletræet blev tændt med mange besøgende i slutningen af november måned. Gadelauget havde sikret at julemanden kom forbi og der blev spillet julemusik ud over pladsen. Jeg håber at julehandlen lægges lokalt i Dragør. Men vi har også denne måned haft lejlighed til at tænde juletræet på Enggården, hvor Uffe Thiel kom og spillede op til dans. I år var der livlig trafik på dansegulvet og det var dejligt at opleve den glæde Uffe spredte med sin julemusik. Også på rådhuset blev juletræet pyntet af 23 børn fra Køjevængets børnehave.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle en glædelig jul og et godt nytår.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup