Velkommen til “I Byen med Bogø“, hvor Dines Bogø byder ind med små lokale historier og fortællinger fra Dragør og omegn.
Jens Peter: En cykelhandler på Strandlinien – del 2
Andet arbejde i cykelforretningen
Da man ikke kunne leve af at være cykelhandler under krigen, og jobbet som brandmand kun var et bijob, måtte der gøres noget andet.
Angela, som Jens Peter blev gift med i 1931, havde også været på Wieders væverier. Hun startede en mindre rulleforretning i baglokalet på cykelforretningen.
Jeg gik i gang med at reparere og handle med kakkelovne. Kakkelovnene skulle bl.a. have isat nye sten. Kakkelovnene hentede jeg på trehjulede budcykel hos kunderne, reparerede dem i forretningen og bragte dem derefter ud igen og opsatte dem.
Noget af arbejdet kunne dog foregå hos kunderne. Turen med de tunge kakkelovne gik både til Nordstranden og Søvang.
Angela passede cykel- og rulleforretningen, når jeg var væk. Angela kunne tjene 13 kr. om ugen ved at have rulleforretningen.
En sommerdag i 1944 stillede den danske Gestapo-mand Helge Klein Nielsen i forretningen, og spurgte, om jeg kunne hjælpe ham til Sverige. Det kendte jeg selvfølgelig ikke noget til, sagde jeg.
Senere samme år, fik jeg igen kontakt med Gestapo-folkene fra ”Villa Pax”. De havde købt en kakkelovn af mig, og nu ville de have mig til at opsætte den i Gruberts beslaglagte villa på Annasvej 3. Mens jeg bankede hul til skorstenen, stod der en Gestapo-mand og overvågede arbejdet. Måske var man bange for, at jeg skulle snuppe nogle af de mange uniformer eller hjelme med dødningehoveder. På det tidspunkt var hele Annasvej spærret af med pigtråd.
Der blev også tid til at bygge en ”cykelbil” til mælkeudsalgsejer Evald Hansen. Cykelbilen blev vist frem i København, hvor den vandt andenpræmie i en konkurrence med pedalbiler. Cykelbilen medvirkede også i et indslag i en kortfilm, der blev vist i biograferne.
Spøgefuldheder
Jens Peter har altid haft tid til en lille snak med kunderne, og ofte måtte han fremvise sin store samling af ølflasker og øldåser. Gennem årene var det blevet til en anseelig samling. Mange fremmedartede flaske prydede hylderne, hjembragt af kunder, flypersonale m.fl. Ofte morede kunderne sig over Jens Peters spøgefuldheder og hans små skilte i forretningen.
Da oliekrisen kradsede i begyndelsen af halvfjerdserne, reklamerede jeg i forretningen med ”Her er olie nok”. Vores søn pyntede ofte vinduet, og mange kiggede forbi, for at se, hvad vi nu havde fundet på.
Mange husker sikkert stadig den 25-øre, som lå på gulvet i forretningen. Utallige er de gange, hvor en ny kunde diskret har sat foden på mønten, for så at ville samle den op, når Jens Peter vendte ryggen til. Men mønten var sømmet fast på gulvet.
Kundernes cykler blev repareret i den rækkefølge, de blev afleveret, men der var dog undtagelser. En dag stod en lille dreng med sin punkterede cykel og bad så mindeligt Jens Peter om han ikke ville lave cyklen med det samme.
Du må vente, der er andre cykler, der skal ordnes først! Drengen så helt elendig ud, så jeg sagde til ham, at hvis han gik hjem og tissede imens, så ville jeg se, hvad jeg kunne gøre.
Men der gik lang tid, inden drengen var tilbage. ”Jeg kunne altså ikke, Jens Peter”, sagde drengen næsten grædende. Han blev dog jublende glad igen, da jeg afleverede den færdige cykel til ham.
Sammen med postbud Strøbech holdt Jens Peter hvert år julefrokost. I forretningen var der dækket op på et klapbord med fin dug, lys osv. De kolde snaps blev nydt og øllerne var ikke hentet fra hylderne, men af mere ordinære mærker.
Jens Peter lukker og slukker
I 1976 solgte Jens Peter forretningen til Viggo Mühldorf.
Jeg havde gerne set, at den store samling af ølflasker og dåser i cykelforretningen var blevet bevaret, da jeg lukkede på Strandlinien.
Jeg spurgte mange steder, med der var ikke rigtig interesse for at overtage samlingen og med stor sorg, måtte jeg skille mig af med den.
Flere år efter kom der flere forespørgsler på samlingen. Jeg kunne nok fortælle mere, men det kan jo komme en anden gang. Det har været en dejlig tid som cykelhandler og brandmand og Angela har været en stor støtte for mig.
Øvrige fotos fra DB-arkiv
Om Dines Bogø
Dines Bogø har bidraget med over 1.000 artikler til aviser og fagblade, 40 bøger om lokalhistorier og besættelsen, afholdt 441 foredrag og byvandringer om 40-50 forskellige emner.
Læs mere på hans hjemmesider:
Dobbeltmordet.dk
Beretning.dk
Din-Bog.dk
Lokalhistorier.dk
Sydamager.dk
Kriminalsager.dk