Graffiti hærger Dragør og Tårnby Kommune

Mængden af graffiti stiger på Amager, og det ser ud til, at de samme personer står bag den. Men hvad bliver der gjort for at stoppe det?
Graffiti i Dragør. Foto: Dragør News.
Graffiti i Dragør. Foto: Dragør News.

Graffiti hærger Dragør og Tårnby Kommune

Hvis man har gået rundt i Dragør i løbet af de seneste måneder, er man sandsynligvis stødt på en særlig type graffiti, der har hærget stort set hele kommunen. Selvom graffiti i visse tilfælde kan betragtes som street art, er det næppe den næste Banksy eller Shepard Fairey, der er på spil.

Meget tyder nemlig på, at den gennemgående tråd i graffitiens udbredelse har rod i fodboldkulturen, nærmere bestemt hos FCK. Desværre ser problemet ud til at være langt større end bare Dragør.

Et anonymt tip

Her på redaktionen har vi været i kontakt med en borger fra Amager, som ønsker at forblive anonym, men vi er bekendt med personens fulde navn. I artiklen vil han blive omtalt som “Michael”.

Selvom Michael ikke selv er fra Dragør, har han også været vidne til grafftien, som han mener er ødelæggende for omgivelserne. Graffiti strækker sig over flere områder på Amager, herunder Dragør, Store Magleby, Tårnby og Kastrup, Ørestad og er endda blevet set på fragtvogne.

En aften i marts gjorde Michael en mistænkelig observation. En aften opdagede han to unge drenge, der opførte sig mystisk: én lyste med en lommelygte, mens den anden havde en spraydåse i hånden. Michael besluttede at undersøge nærmere hvor han så dem male graffiti..

Graffiti i tunnelen i Tårnby. Privatfoto.
Graffiti fra tunnelen i Tårnby. Privatfoto.

Efter at have opdaget dem i handlingen, besluttede Michael sig for at ringe til politiet og melde dem. Samtalen blev dog kort og politiet kunne ikke gøre mere ved sagen.

Han besluttede derefter selv at konfrontere dem, men de to drenge skyndte sig væk, da de opdagede ham. Michael fik dog en kraftig formodning om, hvor den ene af dem bor, efter at have set ham løbe ind på en bestemt adresse.

De samme ”kunstnere”

Efter episoden blev Michael mere opmærksom på den udbredte FCK-relaterede graffiti i området, der poppede op flere steder end forventet. Han besluttede selv at foretage lidt detektivarbejde og noterede hver gang, han så det i byrummet. Indtil videre har han noteret omkring 50 tilfælde siden slutningen af marts måned, men han mener, at antallet nok nærmere er på 150 forskellige “værker”

Fra at have set det i sit eget nabolag til at se det flere steder på Amager, er Michael chokeret over omfanget: “Jeg har aldrig set noget lignende,” udtaler han efter han også blev opmærksom på tilfældene i Dragør.

Graffitien, der blev observeret den 23. marts. Privatfoto.
FCK-relateret graffiti Foto: Privatfoto.

Alt tyder på, at det er den samme person eller personer, der står bag de FCK-relaterede tags. Med tags som FCK, Sektion12 og SUD (Sektionens Unge Drenge), der alle henviser til fodboldklubben F.C København, er det sandsynligt, at “kunstneren” er FCK-supporter.

Efter at have observeret graffiti i snart to måneder mener Michael, at de samme personer står bag disse tags, da de minder om hinanden i både stil, farvevalg og budskab.

Beviserne

Som nævnt føler Michael sig sikker på at vide, hvor den ene af de to graffiti-malere bor, efter at have set dem løbe ind på en bestemt adresse. Efter at have informeret politiet og givet signalement af de to mistænkte samt nævnt den mulige adresse, skete der desværre ikke mere.

Michael har efterfølgende sendt yderligere oplysninger til politiet, herunder fotografisk dokumentation af graffitiens omfang samt beskrivelser af de mistænkte, herunde signalement og deres adresse.

Graffiti på en fragtvogn på Amager. Privatfoto.
Graffiti på en fragtvogn på Amager. Privatfoto.

To anholdt – men graffitien fortsætter

Som det blev rapporteret den 29. marts af Københavns Politi, blev to personer anholdt for at spraymale en ejendom i Dragør. Det kunne have været afslutningen på historien, men desværre stopper det ikke her.

For nogle uger siden observerede Michael nemlig nyt graffiti, næsten en måned efter anholdelsen. Det var igen de samme FCK-relaterede budskaber. Det tyder derfor på, at anholdelsen enten ikke har hjulpet, eller at det var andre vandaler, der blev anholdt.

“Der dukker noget nyt op hver weekend,” fortæller Michael og bemærker, at omfanget er blevet så stort, at han stort set ser graffiti hver gang, han er udenfor. Han ved ikke længere, om problemet bliver løst, men håber på snart at se handling, da situationen kun bliver værre.

Han påpeger også, at omkostningerne bliver højere og højere, da hver ny graffiti kræver mere oprydning, og det er sandsynligt, at skatteborgerne selv kommer til at betale for fjernelsen.

Ole H. Hansen renser graffiti af ved et busstop i Dragør. Foto: Dragør News
Ole H. Hansen fra Dragør Kommune renser graffiti af ved et busstop i Dragør. Foto: Dragør News

Vil politiet hjælpe?

Mandag den 6. mødte Michael ved et tilfælde den politibetjent, der er ansvarlig for sagen. Men som forventet havde der ikke været megen fremgang. Michael fik fortalt, at betjenten havde modtaget alle oplysninger i sagen, men den var nedprioriteret på grund af indsatsen på Christiania og lå derfor nederst i bunken.

Betjenten sagde, at han “nok” ville kigge på sagen i løbet af juni måned, men Michael føler sig ikke nødvendigvis overbevidst om det også kommer til at ske.

Graffiti omkring tunnelen i Tårnby. Privatfoto.
Graffiti i Tårnby. Privatfoto.

Så hvad nu?

Til sin egen frustration mener Michael, at sagen burde være lige til at gå til. Han mener, at beviserne er klare i det materiale, han har sendt til politiet, hvor der ligger beskrivelser af både graffiti og de mistænkte samt deres mulige adresse. Så hvad mere skal der til?

Regningerne bliver større og større, og udgifterne rammer både Tårnby Kommune og Dragør Kommune, hvor skaderne er sket og fortsat sker to måneder efter anholdelsen af to skyldige graffitimalere. Det er både borgernes skattekroner, der skal dække udgifterne til rengøringen af graffiti, men det er også borgenes skattekroner som går til politiets arbejde.

Så hvad nu? Vil problemet fortsætte indtil mindst juni, hvor politiet måske begynder at tage sagen alvorligt, eller vil det fortsætte endnu længere?

Én ting er sikkert: Den samlede regning bliver dyr.

Grafitti i Dragoer 00002 | foto fra dragørnews.dk
Det er ikke ualmindeligt at betale mange penge for kunst, men dette er måske ikke den kunst, borgerne ønsker, at deres skattekroner skal gå til. Foto: Dragør News.
Del dette opslag: