Tøndeslagning i Store Magleby

Mandagen stod endnu engang i sangens, punchens og tøndeslagningens tegn. Denne gang gik turen til Store Magleby til Vennekredsens fastelavnsarrangement.
Dannebrog til hest. Foto: Dragør News.
Dannebrog til hest. Foto: Dragør News.

Det var blevet mandag, og det var tid til det sidste af de to officielle fastelavnsarrangementer i Dragør. Denne gang gik turen til Store Magleby, hvor fastelavnsforeningen “Vennekredsen” stod for dagens festligheder.

Ser man på det med historiske briller, er dette også den oprindelige fastelavnsforening i Dragør Kommune (tidligere Store Magleby Kommune), da traditionen går helt tilbage til 1886.

Efter at have turneret gennem byen og smagt på punchen, kom rytterne endelig frem til Hovedgaden og Amagermuseet, hvor tøndeslagningen skulle finde sted.

16 mandlige ryttere var tilmeldt til årets tøndeslagning, men kun 15 af dem endte med at deltage i selve tøndeslagningen, da den ene hest ikke var helt med på idéen. Det endte med, at rytter og hest måtte trække sig efter et par forsøg uden held.

Der var fart over feltet, når rytterne kom ridende i fuld galop med deres tøndestokke i hånden. Især den erfarne rytter, Christian Hansen, fik givet tønden et par på skrinet.

Efterhånden som tønden blev slået i stykker, stod rengøringsholdet klar til at fjerne eventuelle rester fra gaden, så de ikke var til fare for hestene.

Efter at rytterne havde redet frem og tilbage, og uddelt tæsk til tønden med deres tøndestokke, var der nu kun et bræt tilbage. Det var derfor kun et spørgsmål om tid, før vinderen blev fundet.

Årets tøndekonge blev Patrick Pedersen, som fik slået det sidste bræt af tønden. Stort tillykke herfra!

Da vinder-ceremonien var overstået, gik turen til gårdspladsen på Amagermuseet, hvor rytterne og hestene var samlet til sang og en skål punch, mens musikvognen spillede. Herefter skulle de afslutte dagen ved Store Magleby Borgerforening til den sidste del af arrangementet.

Del dette opslag: