Dragør Kommune sætter fokus på børn i sorg

Fra november vil Dragør kunne håndtere særlige situationer med børn, der står i en sorgsituation derhjemme.

Dragør Kommune sætter fokus på børn i sorg

I en nyhed meddeler Dragør Kommune, at der fremover vil være ekstra fokus på at hjælpe børn, som står i en situation med sygdom eller sorg i familien. Indsatsen sker i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, og 20 medarbejdere fra kommunen vil blive uddannet til at håndtere disse situationer.

Opstart til november

Helt konkret vil kommunens 20 medarbejdere deltage på et kursus til november, hvor de vil blive udstyret med den nødvendige viden, baseret på de tre fokuspunkter, som Kræftens Bekæmpelse anbefaler:

  • Fagligt kvalificerede fagprofessionelle og tilbud til sorgramte børn og familier
  • Opdaterede sorghandleplaner i dagtilbud og på skoler
  • Nøglepersoner, som har en særlig viden om sorgramte børn, der kan sikre en effektiv opsporing af sorgramte børn og sikre en tidlig og forebyggende indsats.

Kursets samlede pris ligger på 60.000 kr., som bliver dækket af Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Dragør. De 20 medarbejdere arbejder inden for kommunens dagtilbud, skoler, SFO, UngDragør, PPR, støttekorps, Børne-, Unge- og Familierådgivningen samt Sundhedsplejen.

Borgmesteren bakker op

Til Dragør Kommunes hjemmeside udtaler borgmester Kenneth Gøtterup: “At støtte børn og unge, som oplever sorg, enten fordi der er kritisk sygdom eller er sket et dødsfald i deres familie, kan ofte være fyldt med svære afvejninger og dilemmaer for medarbejderne i vores dagtilbud og skoler.”

“Derfor er jeg på kommunens vegne meget taknemmelig for det flotte tilbud fra Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling her i Dragør. De støtter nemlig indsatsen økonomisk, så vi kan kompetenceudvikle nøglemedarbejdere i kommunen til gavn for sårbare familier.”

Den triste fakta

Hver dag mister fem danske børn en forælder, og næsten 35.000 børn oplever hvert år alvorlig sygdom hos en forælder. I Dragør svarer det til, at 87 børn årligt oplever, at en forælder indlægges med alvorlig sygdom, og at fire børn mister en forælder, ifølge statistikker fra Kræftens Bekæmpelse.

Bliver der ikke taget hånd om den situation, børnene står i, er der risiko for, at de kan føle sig alene eller anderledes, hvilket kan sætte deres generelle trivsel på prøve.

Del dette opslag: