Rød løber, tjek; borgmester i jakkesæt, tjek; overtal af mænd, tjek. Kendte og endnu ukendte ansigter var blandt de cirka 50 fremmødte erhvervsdrivende og kommunale folk i Dragør. Ud af cirka 300 aktive CVR-numre i Dragør Kommune, kunne man godt have ønsket sig lidt flere end 45 ejerledere. Måske næste gang!
Framehouse inviterer
En vært uddelte drikkevare- og madbilletter, som blev indløst til en Pepsi Max og en sandwich med skaldyrssalat. Ved bordene stod der allerede placerede bordkort, med deltagernes navne på.
Vi blev budt velkomne til Framehouse af direktøren Martin Kvist-Madsen, Borgmester Kenneth Gøtterup samt formand for Dragør Erhverv, Rasmus Gundelund Nielsen.
Oplæg fra Lene Espersen
Med et foredrag og oplæg fra Lene Espersen, var vi klar til at drøfte erhvervsstrategier og ønsker for et bedre Dragør i fremtiden. Der er ingen tvivl om, at vores tidligere minister fik skubbet til vores holdninger for byforandring med hendes “Dragør Vision 2025-2050”.
På den ene side vil vi gerne bevare Gåserepublikken, fordi traditionen med gåsen er så unik for netop vores by. Men på den anden side har de skræppende fjerkræ byens bedste placering. Lene Espersen lagde op til en debat, hvor vi kunne overveje at flytte dem, mod at udvikle området, for at gøre det anvendeligt for borgerne – og ikke kun gæs.
Der var også en god debat omhandlende parkeringspladser. Igen var forsamlingen splittet. For på den ene side mangler vi i høj grad parkeringspladser, men på den anden side vil ingen være med til at inddrive grønne arealer til parkering. Måske er en førerløs eldrevet bus i stedet løsningen på alle vores problemer i Dragør?
Uanset hvilket emne, som var oppe og vende, var det tydeligt, at kommunen får travlt med at finde op og ned i de mange ønsker og begrænsninger for at byudvikle Dragør.
På med ja-hatten
Vi er måske vores egne værste fjender her i Dragør, for selvom vi skriger efter udvikling og forbedring, så har vi ikke lyst til at ændre på traditionerne. Men traditioner har skabt Dragør, så hvordan ændrer vi dem uden at ændre dem? En opgave, vi fik stillet rundt ved bordene, var at komme med nogle svar herpå.
En hel masse post-it notes blev udfyldt med gode svar, som Dragør Kommune alle har beholdt for at kunne evaluere strategien yderligere.
Destination Dragør
På banen kom også Pernille Kofod Lydolph, som fortalte om solskinsøen Bornholm, der nu også markedsføres som en Vinterø. For på Bornholm er det forbudt at betegne det som højsæson og lavsæson, da vi har fire sæsoner, som er forår, sommer, vinter og efterår, fortæller Pernille.
De har haft stor succes med at tiltrække flere og flere turister til øen, som vi her i Dragør godt kunne tage ved lære af. Den største årsag til deres succes er nok viljen blandt de erhvervsdrivende på øen, som gik sammen med ønsket om at forene outdoor, fødevarer og kultur i én og samme oplevelse.
Én fælles interesse for øje
Det var alt i alt et positivt tiltag fra kommunen, at de inviterede de erhvervsdrivende med til en debat rundt om bordet. Her blev det endnu mere tydeligt, at langt de fleste af de fremmødte var mænd.
Resultatet af sådan et strategimøde, som det i Framehouse d. 22/11-23, tager derfor udgangspunkt i meninger fra primært mænd. Men behøver det overhovedet betyde, at resultatet bliver dårligere? Nej. Men det behøver heller ikke betyde, at det bliver bedre.
Kenneth Gøtterup har lovet, at der kommer endnu et strategimøde til foråret. Så kan vi kun håbe, at invitationen når ud til lidt flere (kvindelige) ejerledere næste gang.