Velkommen til “I Byen med Bogø, hvor Dines Bogø byder ind med små lokale historier og fortællinger fra Dragør og omegn.
Selvom vi dagligt kigger på vejskilte for at orientere os, giver vi sjældent tanker til, hvor de vejnavne, vi konstant ser, egentlig stammer fra. Dines Bogø giver her baggrunden for udvalgte veje i Dragør Kommune.
Om 6 minutter har du læst om:
En gård i Store Magleby har lagt navn til tre vejnavne i Dragør Kommune.
Gården har ikke haft noget navn, men er kendt som ”Stautzgården” eller ”Gården på Stautz Allé”. Ja enkelte vil sige ”A.P. Møllers føde- og barndomshjem”.
Udflyttergård nr. 19
Udskiftning af jordene og udflytningen til markerne foregik i Store Magleby omkring 1810.
I 1812 opførte skipper Peter Albertsen Riber en gård på lod nr. 19 meget tæt på Dragør.
Sønnen Hendrik Petersen Riber solgte i 1873 gården til skibsreder Hans Nielsen Jeppesen, der boede tæt ved på Elisenborg, Engvej i Dragør.
Jeppesen indrettede sejlmagerværksted, lager og en lejlighed på gården.
Jeppesen havde syv døtre. Datteren Ane, der var gift med kaptajn Peter Mærsk Møller fra Rømø boede på gården indtil den store familie flyttede til Svendborg i 1884.
Den 2. oktober 1876 havde de fået endnu en søn, der måneden efter blev døbt Arnold Peter Møller i Store Magleby Kirke.
A.P. Møllers Allé
I 2002 blev vejstykket fra Nordre Dragør til Lufthavn Syd opkaldt efter den verdenskendte skibsreder.
Vejstykket fik i 1973 navnet Ringbakkevej, da det blev asfalteret. Navnet henviste til at vejen var en del af Lufthavnens rullebanesystem, der i 1944 blev anlagt i en ring på markerne syd for selve lufthavnen.
Da vejen langs Øresund uden om Københavns Lufthavn ved Øresund blev genåbnet i 2003 talte man med Tårnbys borgmester om, at det nye vejstykke i Tårnby Kommune også skulle hedde A.P. Møllers Allé.
Tårnbys daværende borgmester Henrik Zimino mente, at det nye ca. 1,5 km vejstykke (som ville blive del af en amtsvej) skulle hedde Kystvejen, som den allerede eksisterende vej hed, der gik langs lufthavnen til ”Redningshavnen”.
Zimino var heller ikke med til finansieringen, som Københavns Lufthavn, Københavns Amt og Dragør Kommune stod for.
Stautz Allé
Men allerede lidt over 80 år før kom det første vejnavn, der havde tilknytning til gården.
Skibsreder Jeppesens datter Christine flyttede ind på gården med sin mand murermester Hans Ferdinand Stautz, da søster og svoger Ane og Peter Mærsk Møller flyttede til Svendborg.
Siden 1888 har der boet en ”Stautz” på gården, enten som ejer eller lejer.
Vejen Stautz Allé med de høje træer figurerer officielt som vejnavn fra 1925. Vejen, der gik fra Kirkevej var den oprindelige adgangsvej til gården og fra ca. 1915 også vejen til en nyopført ejendom lige vest for gården.
Her lå Dragør Dampvaskeri inden det flyttede til Strandgade 23.
I 1940 blev træerne fældet og i slutningen af Besættelsen blev jordvejen ”makadamiseret” (red: belagt med sten, grus og skærver).
På et tidspunkt ønskede København Amt at formindske antal udkørsler til Amtsvejen. Stautz Allé blev lukket mod Kirkevej og i stedet blev vejen forbundet til Kai Lippmanns Allé.
Kai Lippmanns Allé
I marts 1943 solgte snedkermester Carl Stautz ejendom og jord til grosserer Kai Lippmann. Lippmann bor i Kastrup og han har i første omgang kun brug for jorden.
Kai Lippmann fik plantet en særlig hårdfør rumænsk mælkebøttetype på jordstykket. Han havde hørt, at man kunne udvinde gummi af planten. Det blev til 200 gram fortalte hans søn Ole Lippmann senere.
Så det var ikke mælkebøtterne Lippmann blev hædret for med et vejnavn, men at han var med til at etablere Museum Amager og sikrede det flere gange, hvor foreningen havde det økonomisk dårligt.
Kai Lippmann var også stærkt aktiv, da man i 1916 købte en grund, hvor man forestillede sig, at der skulle opføres en firelænget museumsgård. Den skulle have ligget på Kirkevej 12.
Jorden ved gården blev frasolgt i 1953 til villabyggeri og vejen fik sit navn.
Dengang eksisterede den østlige del af Lundevej ikke, så de nye beboere måtte bruge Stautz Allé via Kirkevej, når de skulle ud af området.
Københavns Amtsvejvæsen ønskede, at lukke for flere udkørsler til Kirkevej. I forbindelse med etableringen af Wiedergården 1987-89 blev den gamle adgangsvej til gården endelig aflukket.
“Levende Låger” – December 2013-2023
Til overraskelse for mange af de 112 deltagere, der deltog på afslutningsdagen den 24. december, besøgte man for første gang i de 11 år, A.P. Møllers barndomshjem. Sidste tur i 2023 med ”Levende Låger” den 24. december 2023 gik til A.P. Møllers fødehjem. Mærsk Rederiet havde sendt flere hilsner til deltagere. (Foto: Dines Bogø).
Andre kendte vejnavne i Dragør
Der er flere vejnavne i Dragør, der har relation til personer eller historiske begivenheder, men mere om det en anden dag.
Om Dines Bogø
Dines Bogø har bidraget med tæt på 1.000 artikler til aviser og fagblade, 40 bøger om lokalhistorier og besættelsen, afholdt 441 foredrag og byvandringer om 40-50 forskellige emner.
Læs mere på hans hjemmesider:
Dobbeltmordet.dk
Beretning.dk
Din-Bog.dk
Lokalhistorier.dk
Sydamager.dk
Kriminalsager.dk